over Lendermændene, var dermed given. Han skrev sig ogsaa paa almindelig udenlandsk Viis: af Guds Naade (dei gratia, með guðs miskunn) og tiltaltes allerede nu: Herre. Biskopsindtægterne, skjønt flydende af de samme Kilder som ved Slutningen af foregaaende Tidsrum, bleve dog udentvivl nu rigere, og det maaskee væsentligen ved stadig Forøgelse af Biskopsstolenes Jordegods.
Det er allerede oftere berørt, at Oprettelsen af Domkapitler eller Samfund af Chorsbrødre ved de norske Kathedralkirker istandbragtes lige i nærværende Tidsrums Begyndelse ved Kardinal Nikolaus. Det er ogsaa paapeget, at Hovedøiemedet med denne Indstiftelse var at gjøre Biskoppernes Valg uafhængigt af Kongedømmet og af enhver verdslig Magt i Staten, idet fra nu af Valget skulde lovligen og canonisk skee ved enhver Kirkes Chorsbrødre uden nogensomhelst verdslig Indflydelse. Men det vil derhos, af hvad forud er fortalt, være indlysende, at disse geistlige Kollegier ingenlunde strax kom i uomtvistet og udeelt Besiddelse af den Valgret, som var dem tiltænkt. Kongernes Opgivelse af deres Ret blev indskrænkende fortolket, deels som om den kun gjaldt det Tilfælde, at flere samstyrende Konger gaves i Landet, og disse ei kunde komme til Enighed om Valget af en Biskop; og deels, selv om den egentlige Valghandling indrømtes vedkommende Kapitels Chorsbrødre, forbeholdtes dog som Kongedømmets Ret Kongens baade foreløbige Tilladelse til at Valget foretoges ved Kapitelet, og hans efterfølgende Samtykke til den Valgtes Indsættelse. Fra førstnævnte Side synes allerede baade Kong Inge Haraldssøn og Erling Skakke paa sin Søn Kong Magnus’s Vegne, at have taget Sagen, – ikke at tale om Kong Sverrer, som i tydelige Ord udtalte denne sin Anskuelse[1]. Fra den anden Side toges aabenbare Tingen af Kong Haakon Haakonssøn ved meer end een Leilighed[2]. Sverrer synes, da han ei sandt det tilraadeligt eller passende at beskikke Biskopper ganske efter eget Valg, at have villet opstille den Regel, at Kongen i Forening med sine Raadgivere, deriblandt naturligviis de værende Biskopper fortrinsviis medregnede, valgte til den ledige Biskopsstol; og deri har han udentvivl havt gammel Vedtægt, ældre end Kardinal Nikolaus’s Sendelse, for sig[3]. Haakon Haakonssøn derimod synes mere at have heldet til Indrømmelse af de enkelte Kapitlers Valgret, ikkun med Forbehold af Kongens Samtykke til Valget baade i Form og Virkelighed[4]. Udentvivl findes denne hans Grundsætning nærmest udtalt i den gamle Eid-
