Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/457

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Vi have allerede omtalt, at Presters Beskikkelse til Norges Sognekirker maa antages at være ifølge Kardinal Nikolaus’s Anordning i 1152 overdraget Biskopperne, hver i sit Omraade, og at den Rettighed, som i foregaaende Tidsrum deels Sognemenigheden deels Kongedømmet i saa Henseende udøvede, er bleven godvilligen opgivet, om end maaskee ikke ganske paa een Gang, saa dog efterhaanden og i Løbet af det tolvte Aarhundrede[1]. I den norske Christenret, der nærmest fremstiller de nu gjældende kirkelige Forhold, den gamle Frostathingslovs nemlig, udtales udtrykkelig Biskoppens Ret til at beskikke Prester; og med den stemmer i dette Stykke baade den ældre Eidsivathings Christenret og den saakaldte Sverrers Christenret[2]. I de Lande udenfor selve Norge, hvilke hørte til den norske Kirke og støde under det norske Kongedømme, er sandsynligviis den samme Regel indført, skjønt man derom intet sikkert ved. Ikkun Island gjorde en Undtagelse; thi der paa Øen synes de ældre Forhold med Sognekirkernes Besættelse ved disses Ejeres Valg[3], at have vedligeholdt sig ogsaa gjennem hele nærværende Tidsrum, om end ikke ganske upaatalt fra Erkebiskoppens Side.

De samme tre Klasser af Prester, som i foregaaende Tidsrum fandtes i Norge[4], synes, efter Christenretterne at dømme, ogsaa i nærværende at have holdt sig, i det mindste i Navnet. En væsentlig Forskjel mellem dem maatte imidlertid bortfalde ved den nye Beskikkelsesmaade, da Menighedens Indflydelse paa Heredspresternes Valg og Kirkeejernes paa Høgendespresternes eller Kapelpresternes ophørte. Dem tillagdes alle Titelen: Sira, der ganske vist er af udenlandsk Oprindelse og egentlig det franske sire, Herre.

Presternes Underholdning forblev udentvivl i Hovedsagen hvilende paa det samme Grundlag, der i Slutningen af foregaaende Tidsrum var lagt. Overalt hvor Tienden var vedtagen, og det var ganske vist nu den aller største Deel af Landet, tilkom en Fjerdepart af den Sognepresten, hvorhos han opbar Betaling for visse kirkelige Forretninger, hvilken dog, ligesom Offeret betragtedes som en frivillig Ydelse. I de enkelte Landsdele derimod, hvor den almindelige Tiende ikke endnu var vedtagen, havde Sognepresten sit Underhold af Sognefolkets lovbestemte personlige Ydelse (prestreiða), samt af den ligeledes lovbestemte Betaling for kirkelige Forretninger; der havde han ogsaa Andeel af den saakaldte Hovedtiende, om hvilken forud er talt[5]. Sogneprestens Underholdning var saaledes overalt sikkret og vistnok mangesteds rigelig. For de Prester, som intet egentligt Kirkesogn

  1. S. o. f. S. 178, 224, 310, 322.
  2. N g. L. I. 135, 385, 416; jfr. o. f. S. 177.
  3. Jfr. o. f. S. 179.
  4. S. o. f. S. 172–176.
  5. S. o. f. S. 160, 176.