gjældende, og af den politiske Udvikling, det havde naaet, i Forbindelse med tilstødende ydre Omstændigheder. Den knade gaa til det Bedre, og den kunde gaa til det Verre; og det Sidste blev i mange Maader Tilfælde.
Hertil kom endelig som noget ganske Væsentligt, at de store Tvistepunkter mellem Kirken og Staten, som allerede oftere paapeget, ingenlunde vare afgjort ordnede, men kun midlertidigen stillede i Bero, i fuld Følelse af sin Magt ventede Kirken kun paa gunstige Omstændigheder for at drive sine Krav igjennem. Kongedømmet kunde vel holde den noget tilbage i dens hierarchiske Fremstræben eller til en vis Grad beskrænke Vidden af dens Overgreb; men ganske at stække Geistlighedens Overmod, eller at hindre Indrømmelsen af mangfoldige Kirkens Fordringer, det stod ikke i Kongedømmets Magt, allermindst naar en mindre kraftig Mand end Haakon Haakonssøn blev Rigets Styrer.
Saaledes dækkede visseligen Haakons personlige Dygtighed og store Anseelse baade inden og uden sit Riges Grændser over mange Brøst i det norske Statsliv, hvilke efter hans Tid, da de paakrævede Forandringers undsættelige Time slog, paa en beklagelig Maade traadte i Dagens Lys, varslende om Norges Forfald.
Der er fra dette Tidsrum levnet os en Fremstilling af Christendommens Troslære, saadan som den i den norske Kirke af dens Lærere var fremsat i det norske Sprog, stemmende med den almindelige romerske Kirkes af Paverne godkjendte Trosbekjendelse, samt vedtagen af Konge og Folk og indseet i Landsloven som Christendomsbolkens Begyndelse. Vi have den vistnok ikke i nogen ældre Lovbog, end i den saakaldte Haakonarbok, der er fra Kong Haakon Haakonssøns seneste Rigsaar, og indeholder en Frostathingslov tillempet af Kongen for hans nye Undersaatter, Islændingerne. Fremstillingen findes imidlertid gjentagen i Kong Magnus Haakonssøns (Lagabøters) omarbeidede Lovbog, baade i den almindelige Lands- og By-Lov for Norge, og i den Lov, han fik indført paa Island. Den maa altsaa antages allerede i Kong Haakons Tid at have været erkjendt som Rettesnor for Christendomsundervisningen i hele den norske Kirke. Men denne norske Trosbekjendelse er ganske vist ikke først opsat i Haakons seneste Styrelsesaar, eller endog i hans Tid, om den end muligen da først har faaet Plads i Lovbogen. Den skriver sig utvivlsomt fra en ældre Tid, fra det her omhandlede Tidsrums Be-
