Haakon i en tilsyneladende jævn og rolig Gang; men enkelte af dens gamle Drivhjul vare komne i Ulag, og det saadanne, som ikke saa let lode sig istandsætte eller erstatte med nye. Lendermandsmagten, den ældre Samfundsordens patriarchalsk-aristokratiske Grundstof, og Folkets Selvstyrelse inden dets engere Kredse og lovgivende Myndighed paa Lagthingene, den ældre Samsundsordens egentlige demokratiske Grundstof, havde under de indre Uroligheder tabt sin oprindelige Styrke og Betydning Lendermændenes gamle overveiende Stilling som Bondealmuens naturlige Høvdinger og dens Talsmænd i Kongens Raad var saagodt som ganske gaaen op i deres Stilling som Kongens haandgangne Mænd og Kongedømmets Embedsmænd; og Folkets Selvstyrelse i dets engere Kredse, inden Hered og Fylke, havde ved denne Forandring, ved dets naturlige Høvdingers Overgang, saa at sige, fra Folk til Konge, tabt sin gamle Holdning, medens de fire store Lagthing som lovgivende Folkeforsamlinger fremstillede en splittet Statsmagt, som netop ved sin Splittelse var uskikket til at optræde med ret indgribende Kraft. Den gamle Statsorden bestod saaledes med Hensyn til hine tvende Hovedbestanddele i sine ydre Former uforandret, men i sit Indre forældet og svækket, og ligesom stundende mod en Gjenfødelse i Tidens Aand til fornyet Kraft. Baade Folk og Konge syntes at føle dette. Men overeensstemmende med Sverrers Grundsætninger søgte man Statsordenens Gjenfødelse saagodt som udelukkende i Kongemagtens Bestyrkelse, i Kongedømmets Eenhed og den kongelige Myndigheds Udvidelse; medens man forsømte at tænke paa Midler til, ved Siden heraf, ogsaa at give Folkevillien et passende almeent Organ og derved Folket som Statsmagt Eenhed, Kraft og Indflydelse paa Statens Anliggender. Den politiske Indsigt, som her skulde have ledet, manglede; og ikke mindre manglede et Forbillede fra Nabolandene, eller i det Hele fra Udlandet, der skulde have kunnet lade sig anvende paa Norges Forhold. Overalt i det nordlige og vestlige Europa var Folkemagten gaaen op i et Aristokrati, der var blevet lige trykkende baade for Almue og Konge, og mod hvilket Kongedømmet først nu begyndte en med Overlæg ordnet Kamp. En saadan Statsforfatning maatte synes Nordmændenes baade Folk og Kongedømme lidet eftertragtelsesværdig. Men en ordnet Folkerepræsentation fandtes ingensteds. Kun i England var just paa den Tid, i Kong Henrik den 3dies seneste Regjeringsaar, den første Spire til den lagt, men endnu neppe kommen til Syne. Der fandt saaledes allerede under Haakons Kongestyrelse, trods den ydre Rolighed, en indre Gjæring Sted i Norges Samfundsorden, der nødvendig maatte fremkalde Forandringer, hvis Retning naturligviis maatte bestemmes af den Aand, som hos Folket havde gjort sig
