stræbte i denne Green af Kunsten at følge det øvrige Europas og især Englands Fremskridt. Haakon byggede meget og pragtfuldt, baade Kirker, Kongehaller og befæstede Slotte. Senere ugunstige Tidsforholde have jævnet de fleste af hans Bygningsverker med Jorden; men selv ved den nøgne Plads, hvor mange af dem have staaet, hefte endnu Minder om hans Tidsalders Glands.
At Kirkens Personer under saadanne Forhold ikke kunde blive uberørte af den almindelige aandelige Bevægelse, lader sig let begribe. De norske Geistlige vise sig netop at have været de virksommeste Mellemmænd ved den almindelige europæiske Dannelses Forplantning paa Norges Grund. Deres stadige Forbindelse med den romerske Kurie, med det slebne Italien, med de berømteste lærde og videnskabelige Indretninger der samt i Frankrige, England og tildeels ogsaa Tydskland satte dem i Stand dertil. Ved Gesandtskaber til fremmede Lande vare høie Geistlige i Almindelighed Formændene, og lavere Geistlige fulgte som Skrivere og Tolke. Deres ved Skoleopdragelse og Reiser erhvervede Sprogkundskaber gjorde dem skikkede til at virke som Oversættere. Vi vide at enkelte Geistlige, f. Ex. Munken Broder Robert, gik Kong Haakon til Haande med Oversættelse af franske Romaner. For de egentlige theologiske Videnskabers Standpunkt paa denne Tid i Norge og paa Island have vi vel ikke nogen ganske sikker Maalestok; men den Omstændighed, at flere Helgenlegender findes ved den Tid at være overførte i det norske Sprog, berettiger os til at formode, at ogsaa norske Oversættelser af andre theologiske Skrifter f. Ex. Gregorius Magnus’s Dialoger, Alcuinus’s Bog de virtutibus et vitiis, Elucidarius m. fl., hvilke man veed have været til ere blevne da istandbragte, ligesom at enkelte endnu bevarede Homiliebøger eller Prædikensamlinger deels ere blevne oversatte deels forfattede. Hjemme, ved Undervisning i de ved Kathedralkirkerne stiftede Skoler, i Klostrene og i lærdere Geistliges Huse, var der allerede Leilighed til at erhverve flere theologiske Kundskaber, end de som strengt taget udfordredes til at blive en efter Tidens Krav upaaklagelig eller endogsaa god Prest. Men de som stræbte efter at naa til Kirkens høiere Stillinger, søgte almindelig i Udlandet, især ved Pariser-Universitetet, at bygge videre paa den i Hjemmet lagte Grundvold, at tilegne sig hvad man kan kalde den høiere theologiske eller geistlige Dannelse. Dette skede især ved at studere den scholastiske Filosofi og den canoniske Ret. Den Tids Nordmænd og navnligen deres Geistlige synes i det Hele at have havt mindre Smag for Videnskaben fremtrædende i Granskning af abstrakte Gjenstande, end for Videnskaben virkende til et bestemt Med i det ydre Liv. De norske Geistlige synes derfor ikke at have ladet sig saameget hendrage af den scholastiske Filosofi, der kunde gjøre
