dem til lærde Theologer efter Tidens Maalestok, og sætte dem istand til at virke for det christelig Lærebegrebs Udvikling Men med desto større Begjærlighed kastede de sig paa Studiet af den canoniske Net, der aabnede dem den hierarchiske Styrelseskunsts Hemmeligheder og lovede at danne dem til dygtige Ordnere af Kirkens ydre Forhold, til indflydelsesrige Biskopper og Prælater. Det viser sig tydeligt, at der paa Haakons Tid allerede fandtes i Norge et godt Forraad af canonistiske Kundskaber, maaskee et større Forraad end tjenligt var for .Kirkens sande Gavn. Den norske Geistlighed blev saaledes visseligen ikke staaende tilbage men optraadte snarere som ledende Anførere under de Fremskridt i almindelig europæisk Dannelse og Videnskabelighed, som Norge i Haakons Styrelsestid gjorde.
Det anførte fremstiller Lyssiden af Norges Tilstand under Haakon Haakonssøn. Tilstanden havde dog ogsaa sin Skyggeside, om man end ikke kan paavise denne saa ganske umiddelbart af foreliggende Kjendsgjerninger fra Tiden selv, men snarere maa slutte sig til den middelbart fra senere indtrædende mislige Forholde, der dog ufeilbarligt udsprang af allerede nu tilværende Brøst i Samfundslivet. Den Glands, der omstraalede Norge i Haakons Styrelsestid, havde allerede i dens senere Halvdeel naaet sit Høidepunkt. Den forøgedes ikke videre, tvertimod den omtaagedes meget snart, og gik, før man skulde ventet det, under i et uhyggeligt Mørke. Ydre uheldige Omstændigheder bidroge aabenbare Sit hertil, men Hovedaarsagen var dog ganske vist den, at Staten i flere Henseender manglede den indre Kraft og Friskhed, som skulde sætte den i Stand til at opretholde hiin Glands ogsaa under ydre Omstændigheders Tryk. Man ledes saagodt som ufrivillig ind paa den Formodning, at den ydre Verdighed og de Fordringer med Hensyn til det øvrige Europas Stater, hvormed Norge under Haakon optraadte, ikke har været understøttet af en tilsvarende Udvikling i Landets materielle Hjælpekilder. Man har en dunkel Følelse af, at Folkets Velstand skjønt i kjendeligt Stigende, ikke har ganske svaret til den glimrende Stilling, Norge antog ligeover for Udlandet, eller at den i det mindste, om end for Øieblikket tilstrækkelig, ikke har været bygget paa et saa fast Grundlag, at den under let indtrædende mindre gunstige Forhold kunde være nogenlunde sikkret for en pludselig og stærk Tilbagegang. I en saadan Mangel ledes man altsaa til at søge en af Hovedaarsagerne, hvorfor hiin glimrende Stilling ikke i Længden kunde opretholdes uden efterhaanden meer og meer at tære paa Landets Marv og saaledes forberede sin egen Sammenstyrtning.
Nu kom hertil, at Norges Samfundsorden ved de indre Krige var bleven rystet i sit Grundvæsen. Vel kom Statsverket igjen under
