deel, er et Glandspunkt i Norges Historie, ikke alene med Hensyn til den udvortes hæderlige Stilling, Norge indtog blandt Europas Riger, men ogsaa med Hensyn til indre Velvære, Næringsveienes Fremskridt, den retslige Ordens Befæstelse, Sædernes Afslibning og fremfor alt den aandelige Dannelses Udvikling. Videnskab og Kunst var da blandt Nordmændene, i Forhold til Tidsalderens Fremskridt overhovedet, i frodig Blomstring. Kongen selv var, efter Mathæus Paris’s forhen anførte Dom, bene literatus, det vil sige: en Mand indviet i sin Tids Videnskabelighed og Literatur. Haakon slegtede i saa Henseende sin Fader og Farfader paa. Han havde i sin Barndom faaet en Slags geistlig Skole-Opdragelse[1], og denne har han utvivlsomt i sin Ynglingsalder vedligeholdt og udvidet. Han forstod Latin, saaledes at han endog i sin sidste Sygdom kunde finde Underholdning i at høre geistlige latinske Bøger forelæste. Han yndede Fædrelandets Historie, og hans Tid er den egentlige Sagaskrivnings gyldne Alder, da den norske Fagrskinna og den islandske Heimskringla, de mest omfattende Optegnelser af Norges Saga, samt Knytlinga-Saga om de danske Konger bleve førte i Pennen, ganske vist ikke uden Kongens og hans Svigerfaders, Hertug Skules Medvirkning og Tilskyndelse. Haakon og muligen end mere Skule yndede desuden den gamle norrøne Skaldekunst, og deres Yndest for den fremkaldte ikke alene det bekjendte Lovkvad til deres Ære af Snorre Sturlassøn, hvori de forskjellige Digteformer (bragarhættir) fremstilles, men ogsaa maaskee den hele, til Oplysning af den hedenske Asalære og den ejendommelige norsk-islandske Skaldekunst saa vigtige, Yngre eller Snorres Edda. Og ved Siden heraf deelagtiggjorde Haakon Nordmændene i det øvrige Europas den Tid mest yndede Aandsfrembringelser, i den anglonormanniske eller nordfranske og vel ogsaa tydske Romantik. Han lod nemlig en Mængde franske versificerede Romaner oversætte paa Norsk i ubunden Stil; og den Bearbeidelse af oldtydske romantiske Sagn idet norske Sprog, hvilken i Didrik af Berns Saga er os levnet, skriver sig fra hans Tid og er udført i Norge, om det end ikke med Sikkerhed kan siges, at den er tilbleven paa Haakons Foranstaltning. Livet i hans Hird blev opfrisket ligesaavel ved høiere aandelig Nydelse som ved selskabelig Glæde. Haand i Haand med Sandsen for Videnskab og Poesi gik Smag for Kunsten. Det var Bygningskunsten, som dengang blandt Kunsterne indtog den meest iøinefaldende Plads i Europa; og de Bygninger fra Haakons Tid, af hvilke Levninger end staa tilbage, som Nidaros’s Kathedralkirkes vestre Kors, Kongehallen i Bergen, Olafs Kirke sammesteds, Kirken paa Ogvaldsnæs o. fl., vidne om, at Nordmændene med Iver
- ↑ Haak. H. S. c. 5, 13.
