Christendommens Vegne har lovligen at fordre, navnligen med Hensyn til Skyds. Kongen forbød derhos Enhver at forgribe sig paa Christkirkens (Kathedralkirkens) Eiendom i Hamar, under slig Straf som om man havde forgrebet sig paa Kongedømmet selv eller Kongens Eiendomme. Kongens haandgangne Mænd skulde med al sin Magt styrke Biskoppen og hans Tjenere (Sysselmænd og Aarmænd) til at Biskoppen kan erholde sin Ret. Brevet er skrevet til „alle Lendermænd, Sysselmænd, Hirdmænd og Kjertesvende, Bønder og Bothegner i Hamars Biskopsdømme“ og indeholder i Begyndelsen følgende mærkelige Yttring: Alle christne Konger skulle fremme Guds Bud med den Magt, som Gud har givet dem. „Men Alle have hørt, at det fra Verdens Ophav er paabudet at erlægge Tiende af al ret Erhverv, som Gud giver Mennesket“. Derfor vil nu Kongen, som gode christne Konger have gjort før ham, bede og byde alle Mænd i Hamars Biskopsdømme, at udrede deres Tiender vel og retteligen: „af al Slags Sæd, Fiskeri og Fuglefangst, saa og Hovedtiende, Jærntiende og Skindtiende, og af alt Veideskab, og af alt det, som de vilde have nogen Nytte af“[1]. Man seer, hvor vidt allerede Tienden var udstrakt med Hensyn til Gjenstandene, af hvilke den erlagdes, og hvorledes den fremstilledes som en Ret, Kirken havde havt alt fra Verdens første Tider. Den sidste Lærdom fremsættes ogsaa i et andet Brev af Kong Haakon, uvist fra hvilken Tid, til Folket i Viken, og i dette Brev udhæves som den fornemste Grund for Tiendens samvittighedsfulde Erlæggelse: „at Mennesket ved den skal kjøbe sig Tiendedelen af Himmerige, hvortil det oprindeligen var skabt, men hvorfra det siden var udtrængt ved Djævelens Tilskyndelse“[2]. I sidstnævnte Brev er ogsaa Tale om en Afgift til Kirken, som Folket i Viken frivilligen havde paataget sig, nemlig en „tællet Pening“ for hvert Kvægstykke, hvilken de bedste Bønder i Bygden skulde opbære og skifte saaledes, at de to Trediedele gik til den hellige Olafs Kirke i Throndhjem, til dens Bygning, og een Trediedeel til den hellige Halvard i Oslo. Denne Afgift benævntes Olafsskot og Halvardsskot; og man maa af Udtrykkene i Brevet slutte, at den er bleven indført under Kong Haakon og ifølge hans Medvirkning. Deraf at saadanne kongelige Formaningsskrivelser, som de her omtalte, behøvedes, maa man med Grund slutte, at Nordmændene ikke overalt faa ganske godvillig have underkastet sig de stedse voxende Byrder, som i Kirkens Navn paalagdes dem, og at Kirkens Formænd vel trængte til den kongelige Myndigheds Bistand for at faa sine Krav paa Folket indrømmede og inddrevne.
Erkebiskop Einar synes ikke at have staaet paa en ganske venskabelig Fod med sit Kapitel. Han yndede udentvivl ikke dettes Stræben
