Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/447

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

efter Selvstændighed og taalte ikke at indskrænkes i nogen væsentlig Grad af dette Kollegium, der egentligen blot skulde danne hans Raad. Man finder, at Einar har misbilliget sin Formands, Sørles, Gave til Chorsbrødrenes fælles Bord. Disse havde faaet Sørles Gave stadfæstet af Pave Alexander IV. Stadfæstelsesbrevet blev udstedt den 27de Februar 1255, altsaa medens Einar selv opholdt sig i den pavelige Kurie for at erholde sin Indvielse[1]. Men ligesom han i Brevet ikke nævnes, saaledes har han neppe heller dertil givet sit Samtykke. Da han var kommen til sit Sæde, fratog han Chorsbrødrene ikke alene de til deres Bordhold henlagte Biskopstiender men ogsaa den dem skjænkede Gaard og Grund; og dette berøvede han dem som det heder, „deels ved List og deels ved Magt“[2]. De nærmere Omstændigheder herved kjendes ikke; men Erkebiskoppen maa dog vist nok have havt en eller anden nogenlunde antagelig Grund før sin Fremfærd, da man ikke finder, at Sagen har været paaanket i hans levende Live.

Nogle Forhandlinger angaaende Korstog fandt under Einars Metropolitanstyrelse Sted mellem det pavelige Sæde og Norge. Da de saakaldte tydske Riddere havde begyndt med Kraft og Fremgang at tage sig af de hedenske Preusers og Livers Omvendelse til Christendommen, vilde Pave Alexander IV gjerne komme deres Bestræbelser til Hjælp ved at vække de nærmest boende christne Folkefærd til deres Bistand. Ved et Brev af 11te Marts 1256 til Prædikebrødrenes Provincial-Prior i Ordens-Provinsen Dacia, der omfattede Danmark, Sverige og Norge, befalede han denne, at lade sin Ordens Brødre i de tre nævnte Riger prædike Korset til de Christnes Undsætning i Preusen og Lifland, og overdrog for dette Øiemed Brødrene en udstrakt Prædikefrihed og Ret til at meddele store Benaadninger (Indulgenser) og Afløsninger (Absolutioner)[3].

Senere hen vakte Tartarernes Fremskridt i Ungarn og Polen Alexanders store Bekymring. I den Anledning lod han Sendeskrivelser udgaa til alle Europas Konger, Fyrster og Prælater med Opfordring til dem at overveie, ved hvilke Midler man skulde modstaa den fælles Fiende, og hvad Bidrag enhver hertil kunde yde. Naar de havde overveiet dette, skulde de sende sine Befuldmægtigede til det apostoliske Sæde for at handle om denne Sag inden 6te Juli 1261. Før Mødet blev afholdt, døde imidlertid Alexander IV den 25de Mai 1261, og hans Eftermand, Urbanus IV, blev først udvalgt den paafølgende 29de August. I Mellemtiden var en Mængde Befuldmægtigede fra forskjellige Lande komne til det pavelige Sæde, men da Kardinalerne nu vare sysselsatte med Pavevalget, kunde de ikke behørigen overveie

  1. Norsk Dipl. III. 7, 8.
  2. Norsk Dipl. III. 10.
  3. Norsk Dipl. I. 41–43.