som er Norges Konges ældste egtefødte Søn, odelsbaaren til Land og Thegner (Undersaatter). Men hvis ikke egtefødt Søn er til, da skal Kongens Søn være Konge, om han end ikke er egtefødt. Men hvis Ingen af disse er til, da være den Konge i Norge, som (dertil) er odelsbaaren og nærmest i Arv og derhos af Kongernes Æt“. Efter Kongens Død, skulde Kongeemnet (Arvingen til Kongedømmet), alle Biskopper, Abbeder, Hirdstyrere og Lagmænd med hele Hirden være selvstevnede til Nidaros, til den hellige Kong Olaf „hans (d. e. den afdøde Konges) Frænde“, og skulde Hirdstyrerne nævne med sig tolv de viseste Bønder af hvert Biskopsdømme. De skulde alle have givet sig paa Reisen inden en Maaned, efterat de havde spurgt Kongens Død. Kongeemnet skulde derpaa lade stevne Ørething, og der vorde tagen til Konge, og sværge sine Thegner Lov og Rettigheder, men de ham Laud og Thegner. Hvis Nogen lod sig anderledes tage til Konge, skulde han have forbrudt Gods og Fred og være i Pavens og alle Helgenes Ban (forboð), og saaledes Enhver som hertil understøtter ham. Men hvis Hirdstyrere eller Hird forsømte denne Færd, uden fuld Nødvendighed, da vare de Høiforrædere; og hver tilnævnt Bonde, som forsømte den, skulde bøde til Kongen 40 Mark. Denne Lovbestemmelse – heder det videre – „forkyndte siden Kong Magnus, hans Søn, paa Thingene i alle Dele af Landet, og samtykte heri alle Norges Mænd for sig og sit Afkom med ret Thingtag, at denne Bestemmelse skulde staa evindeligen“[1].
Saaledes var da endelig i Norges Kongearvefølge foruden den mandlige Linies og den egte Fødsels Forret, ogsaa Førstefødselens Forret gjort gjældende, og derved Kongedømmets Eenhed og Udelelighed fastsat. Det skeede, som sees, ad fuldkommen lovlig Vei, idet Bestemmelsen, efter at være udkastet af Kongen i Samraad med hans Raadgivere, Landets geistlige og verdslige Høvdinger, paa en Rigsforsamling eller et Høvdingemøde i Nidaros, vedtoges som Lov af Folket først paa Frostathing og siden i de øvrige Landsdele, udentvivl ogsaa paa deres Lagthing. Den svævende Tilstand, hvori Kongearvefølgen havde befundet sig i næsten hundrede Aar, nemlig fra Magnus Erlingssøns Tid, var derved hævet, og en Tingenes Orden indført, som lovede Riget for Fremtiden en af Tvistigheder om Kongedømmet og samstyrende Kongers gjensidige Avindsyge uforstyrret indre Ro. Den fattede Lovbestemmelse udgaves, som af dens Udtryk sees, for stemmende med den hellige Kong Olafs Lov. Den kunde vistnok ogsaa siges væsentligen at støtte sig til denne, forsaavidt som den strengt holdt paa Kongedømmets Arvelighed i den gamle Kongeæt fra Mand til Mand, uden Tilstedelse af noget Kon-
- ↑ N. g. L. I. S. 263, jfrt. m. H. H. S. c. 303.
