gevalg; ja den kunde endog ved sine vigtige Afændringer i den ældre Kongearv paa en Maade siges netop at virkeliggjøre den Tanke, der havde foresvævet den hellige Olaf, nemlig at forhindre det norske Riges fremtidige Søndersplittelse, hvilken maatte blive en uundgaaelig Følge af Harald Haarfagers Arvefølgelov. Men paa den anden Side maa ogsaa indrømmes, at Haakons Lov har laant ikke saa ganske lidet af den Lov for Kongearven, som til Magnus Erlingssøns og Kirkens Fordeel blev istandbragt af Erkebiskop Eystein og Erling Skakke, og som utvivlsomt især var udtænkt af Eystein, hvilken dog vistnok kun er benyttet saaledes, at Alt, hvad der kunde give Geistligheden nogen umiddelbar Indflydelse paa Lovens Anvendelse, eller antyde nogen Kongedømmets Underkastelse under Kirken, paa det omhyggeligste i Haakons Lov er bortfjærnet. Man kan følgelig med Sandhed sige, at den norske Kirke havde sin betydelige Andeel i den indførte Forbedring, idet Erkebiskop Eystein i sin Tid havde forberedt den, og Erkebiskop Einar nu væsentlig medvirkede til dens Gjennemførelse. Lovens Uryggelighed maatte forresten ansees saa meget-mere sikkret, som den eneste Person af Kongeætten, der kunde tænkes muligen i en modnere Alder at ville gjøre Indsigelse mod den, nemlig Kong Haakon den tinges Søn, Junker Sverrer, døde Vinteren efter Lovens Antagelse 1261[1].
Dette samme Aar blev den unge Kong Magnus gift med Ingebjørg, en Datter af den i 1250 afdøde danske Konge, Erik Valdemarssøn (Plogpenning). Biskop Haakon af Oslo afhentede Kongedatteren og førte hende til Bergen, hvor Brylluppet stod. I Anledning af samme Giftermaal blev det bragt paa Bane, at Kong Haakon skulde lade sin Søn, Kong Magnus, tilligemed hans unge Dronning krone. Mange fraraadede dette, da Magnus – sagde man – let derved kunde blive overmodig og forglemme den Undergivenhed, han skyldte sin Fader, hvoraf igjen Uenighed kunde opstaa mellem Kongerne. Men Mange talede ogsaa kraftigen herfor, og blandt disse især Biskop Haakon. Paa hvilken Side Erkebiskop Einar stod, siges ikke udtrykkeligen; men da han just paa denne Tid levede paa den allervenskabeligste og fortroligste Fod med Magnus, saaledes at de hele Sommeren gjennem havde opholdt sig sammen, ja endogsaa holdt eet Bord, saa kan man ikke tvivle paa, at Erkebiskoppen gjerne saa den unge Konge saameget hædret som muligt. Kong Haakon, der kjendte og paaskjønnede Magnus’s fromme, redelige og sønlige Sindelag, erklærede sig ogsaa for hans Kroning. Strax Bryllnpsgjestebudet, der varede i tre Dage, var tilende, blev den unge Konge og hans
- ↑ H. H. S. c. 303.
