Biskopsstol efter Biskop Peters Død i Vinteren 1259–1260[1]. Chorsbrødrene vare indbyrdes uenige i Valget af hans Eftermand, og dette kom herved til at henstaa saa længe, at Valgretten efter de canoniske Love faldt fra dem under Erkebiskoppen. Men denne overlod dem atter Valget, idet han dog foreslog en Chorsbroder ved Navn Lodin, der ikke var Kong Haakons Ven[2]. Da nu Kongen om Sommeren 1260 kom til Nidaros og der traf hos Erkebiskoppen Lodin, der virkelig var bleven udvalgt til Hamars Stol, blev han Erkebiskoppen vred, og det kom til en alvorlig Tvist imellem dem, da Einar forsvarede Lodins Valg, Kongen derimod haardnakket forkastede det. Det gik saa vidt, at Kong Haakon endog skjød sig ind under Paven. Kong Magnus optraadte nu som Mægler, understøttet af Flere, der baade vare Haakons og Erkebiskoppens Venner. Lodin blev overtalt til at undslaa sig for at modtage eller til at frasige sig det paa ham faldne Valg. Derpaa kom det til et Møde mellem Kong Haakon og Erkebiskoppen, ved hvilket ogsaa Magnus var tilstede tilligemed Gillebert, Kong Haakons Klerk, der havde været Archiadiaconus paa Hjaltland. Ham vilde Haakon have til Biskop af Hamar; og Enden blev, at Erkebiskoppen ogsaa virkelig udvalgte ham. Men da Sagen engang var appelleret til Paven, blev Gillebert sendt til den romerske Kurie med Breve baade fra Kongen og Erkebiskoppen, hvori de erklærede det for deres begges Ønske, at han skulde blive Biskop[3]. I Begyndelsen af 1263 kom Gillebert tilbage til Norge med Pavens Brev, hvori Valget af Biskop til Hamar overdroges Erkebiskoppen, dog med Tilkjendegivelse, at han skulde vælge Gillebert overeensstemmende med Kongens Ønske. Gillebert blev nu strax efter valgt og indviet af Einar i Nidaros den 4de Marts 1263; og dermed var denne Tvist tilende[4].
Den Uenighed, som i 1260 fandt Sted mellem Kongen og Erkebiskoppen, forhindrede dog ikke, at netop denne samme Sommer den vigtige Sag angaaende Førstefødselens Forret i Kongearven kom til Afgjørelse ved begges forenede Samvirken. Under sit Ophold i Throndhjem for Kong Haakon til Frostathing, hvor han – som det heder – „med Raad og Samtykke af Kong Magnus, sin Søn, Erkebiskop Einar og alle Lydbiskopper, Lendermænd og lærde Mænd (Geistlige), Stallarer, Lagmænd og alle tilstedeværende haandgangne Mænd, samt alle Frostathingsmænd, fastsatte og lod i Lovbogen indføre, hvo som efter ret Arvefølge skulde være Norges Konge overeensstemmende med den hellige Kong Olafs Lov“. Den saaledes vedtagne Lovbestemmelse gik ud paa Følgende: „Den skal være Konge i Norge,
