Retning, at efter den ældre Kong Haakons Død, den yngre Kong Haakon, som ældste egtefødte Søn, alene skulde være Konge, medens den yngre Broder, Magnus, skulde lade sig nøie med et ringere Høihedsnavn og en vis Deel af Riget, naturligviis under Kongens Overhøihed. Kong Haakon gav utvivlsomt et Forslag, hvorved Kongedømmets Eenhed og Udelelighed tilsigtedes, i selve Grundsætningen sit Bifald; men han havde Betænkeligheder ved Gjennemførelsen under de forhaandenværende Omstændigheder. Thi Magnus kunde jo unegtelig paastaa, at han, efter den gjældende Kongearvefølgelov, var født til fuldkommen lige Andeel i Kongedømmet med sin ældre Broder efter Faderens Død; og hvilken Bestemmelse man nu end vilde fatte, kunde denne retligen ikke have nogen tilbagevirkende Kraft paa hans allerede længe forud ved Fødselen givne Ret. Af denne Grund maatte det synes Kongen, som han senere yttrede, en Samvittighedssag, at skifte ulige mellem sine jævnbaarne Sønner. Han foredrog imidlertid Sagen for sine Raadgivere. Men det viste sig, at ogsaa disse vare af deelte Meninger. Nogle holdt for, at Magnus burde have en Trediedeel af Landet med Hertugsnavn; Andre, at Landet burde deles lige mellem Brødrene, skjønt Haakon den Unge ene bar Kongenavn. Men saa var der ogsaa Nogle som erklærede, at de ingen Deel vilde tage i en Bestemmelse, der opstillede nogensomhelst Forskjel mellem Brødrenes Ret. Erkebiskop Einar stemte for en af de tvende førstnævnte Meninger – for hvilken siges ikke udtrykkeligt –; og han med flere af den unge Konges Venner bade Kong Haakon at ordne Sagen ved en bestemt Afgjørelse i et Brev med sit og de øvrige Høvdingers Segl. Mange saa i Erkebiskoppens Iver for denne Sag en Partiskhed fra hans Side for den unge Kong Haakon, hvem han selv i sin Tid havde givet Kongenavn, og for hvem han nærede det varmeste Venskab. Endogsaa den gamle Konge var ingenlunde fri for at give en saadan Tanke Rum. Hvad der fornemmelig ledede Erkebiskoppen var dog vist nok, som han senere for Kongen yttrede, det Ønske, at der kun skulde være een Konge ad Gangen i Norge, – og denne Bevæggrund har man Ret til at kalde baade statsklog og fædrelandskjærlig. Kongen, som allerede fra først af var tvivlraadig i denne Sag, blev det udentvivl end mere ved at høre, hvor usamstemmige hans Raadgivere vare i sine Meninger om den. Efterat have med Velvillie hørt deres Raad, erklærede han tilsidst, at det var bedst Gud skiftede mellem hans Sønner; og hermed faldt Sagen før denne Gang hen[1].
Gud skiftede ogsaa mellem Kongesønnerne snarere end Nogen havde ventet. Den unge Kong Haakon døde i sin kraftfuldeste Ung-
- ↑ H. H. S. c. 284 jfr. m. c. 291, (S. 79 Not. 5.)
