dom, i sit 23de Aar, den 30te April 1257[1]. Han efterlod sig vist nok en egtefødt Søn, Sverrer. Men for det første var denne endnu et spedt Barn. Dernæst hjemlede gammel Sedvane, der var iagttagen baade ved Olaf Kyrres og ved Haakon Sverrerssøns Tiltrædelse til Enevældet over Norge, at Kongedømmet arvende Brødre alle maatte være døde, før nogen af deres Sønner kunde retteligen komme i Betragtning ved Kongearven[2]. Endelig var den unge Kong Haakon, sit Kongenavn uagtet, aldrig bleven erklæret eller anseet for sin Faders jævnberettigede Medstyrer af Riget. Alt dette gjorde, at den unge Sverrer Haakonssøn ingenlunde kunde sættes ved Siden af sin Farbroder Magnus, som var den virkelig styrende Konges Søn, og det saameget mindre som ogsaa den gjældende private Arvelov lod Søn i Arvegangen udelukke Sønnesøn[3]. De Hensyn vare saaledes nu ei længer for Haanden, der hidtil havde hos Kong Haakon vakt Betænkelighed ved at gjøre Førstefødselens Forret ligesaavelsom Egtefødselens gjældende i Kongearven; og det varede ei heller længe, for en Lovbestemmelse derom fattedes.
Den unge Kong Haakons Død indtraf paa en Tid, da den gamle Konge beredte et Ledingstog mod Danmark, paa hvilket han havde opfordret Erkebiskoppen og Biskopperne til at følge sig, ikke, som det lader, for at deeltage i Krigen, men for at være tilstede som Kongens Raadgivere i de Fredsunderhandlinger, hvortil Toget maatte give Anledning. Da Kongen havde sin Flaade samlet ved Gautelvens Munding og her var omgiven af sit Riges bedste Mænd, besluttede han efter disses Raad at lade sin Søn Magnus give Kongenavn for at Norge ikke skulde være kongeløst under Haakons Fravær i Danmark. Dette skede paa et talrigt Ting paa Ekerøe den 24de Juni 1237, og Erkebiskop Einar var den, som meddeelte Magnus Kongenavnet. Magnus skulde da blive tilbage for at vogte og styre Landet, medens den gamle Konge var borte paa sit Krigstog[4].
Erkebiskop Einar fulgte Kong Haakon, da denne drog til Øresund og lagde sig for Kjøbenhavn; men han var en ivrig Talsmand for Fred mellem Rigerne Norge og Danmark, i Modsætning til Erkebiskop Jakob Erlandssøn af Lund, der stod i et spendt Forhold til sin Konge, Chriftoffer af Danmark, og derfor gjerne saa denne indviklet i Krig med Norge. Freden kom, trods Erkebiskop Jakobs hemmelige Bestræbelser, istand paa en Sammenkomst mellem Kongerne[5].
