Nidaros’s Bys og Biskopsdømmes Geistlighed, til Folket sammesteds og til den nidarosiske Kirkes Suffraganbiskopper, i hvilke Skrivelser den nye Erkebiskop anbefales hver især af de tilskrevne til en gunstig og hæderlig Modtagelse[1]. Dette er det ældste Pavebrev af saadant Indhold vedkommende Norges Erkestol, som, saavidt vides, er os bevaret. Rimeligt er det imidlertid, at lignende ved enhver Erkebiskops Indvielse af Paven have været udstedte allerede fra Erkestolens Oprettelsestid.
Om Sommeren 1255 kom Erkebiskop Einar tilbage til Norge. Han kom under Land ved Øen Alda udenfor Søndfjord, ikke meget langt nord for Bergen, hvor Kong Haakon dengang opholdt sig. Men i Stedet for at drage til Bergen og fremstille sig for Kongen, drog han strax nordefter til sit Sæde i Nidaros. Dette forekom Kongen underligt, og det med saameget mere Grund, som han, efter hvad for er sagt, ei var bleven adspurgt ved Einars Valg[2]. Erkebiskoppen synes dog ikke at have havt nogen ond Hensigt med sin Adfærd, og da han hørte, at denne havde mishaget Kongen, drog han strax syd til Bergen og blev her vel modtagen af Haakon.
Strax efter bragte Einar en høist vigtig Sag paa Bane for Kongen. Han forestillede nemlig denne, at han i levende Live burde foretage en Landsdeling mellem sine tvende egtefødte Sønner, den unge Kong Haakon og Junker Magnus, paa en saadan Maade at Folket dermed kunde være tilfreds, og saaledes at hans Sønner selv lovede at overholde Delingen. Hermed tilsigtedes, som snart viste sig, en ny indgribende Forandring i Kongearvefølgen. Da Haakon i 1240 havde faaet sin egtefødte Søn tagen til Konge med Forbigaaelse af sin ældre uegtefødte, var der saavel fra Kongens som fra Folkets Side indrømmet Egtefødselen en Forret i Kongearven. Den Eneste, hvis Ret derved kunde siges at være krænket, var den forbigaaede ældre, uegtefødte Søn, Sigurd; han kunde ganske vist paastaa, at den Kongearvefølgelov, som gjaldt ved hans Fødsel, og ifølge hvilken hans Fader selv var bleven tagen til Konge, hjemlede ham en Andeel i Kongedømmet efter Faderens Død, som ingen senere Lov, med tilbagevirkende Kraft retteligen kunde berøve ham. Men den Vanskelighed, som ved en mulig Indsigelse fra hans Side kunde opstaa, var allerede hævet, da Sigurd i Vaaren 1254 var død[3]. Egtefødselens Forret i Kongearven kunde saaledes siges allerede at staa uryggelig vedtagen. Nu gjaldt det om at faa givet Førstefødselen en lignende Forret, hvorved Kongedømmets Eenhed og Udelelighed vilde for Fremtiden være fuldkommen stadfæstet. Erkebiskoppens Forslag gik ud paa, at en Bestemmelse skulde fattes i den
