gens Vegne handlende islandske Høvdinger, saa gik dog fra Biskop Sigurds Komme til Skaalholts Stol, og især fra Biskop Henriks Komme til Holes, Kongens Sag paa Island frem med Kjæmpeskridt, – en Omstændighed, som fuldeligen godtgjør det Velberegnede i den Foranstaltning, at faa Islands Biskopsstole besatte fra Norge og med norske Mænd, der uden at hendrages af nogen særlig islandsk Nationalfølelse, kunde anvende sin Embedsstillings hele Vegt til Kongens Sags Fremme og Nidaros’s Metropolitankirkes Forherligelse.
I Erkebiskop Sigurds Styrelsestid blev Klostervæsenet i Norge betydelig udvidet ved Indførelsen af de tvende nystiftede Tiggerordener, Dominicanerne eller Prædikebrødrene og Franciskanerne eller Minoriterne. Den første Orden var stiftet 1216 af Spanieren Dominicus Gusman († 1221), den anden var stiftet 1215 af Sværmeren Franciscus af Assisi i Italien († 1226), men først stadfæstet af Paven 1223. Begge disse Ordener udbredte sig med fast utrolig Hurtighed og vare inden Midten af Aarhundredet hjemme i Norge.
Prædikebrødrene (predikarar) bleve udentvivl først bekjendte der, idet en danskfødt Broder af denne Orden ved Navn Salomon i 1220 paa en Reise fra Flandern til Danmark, blev dreven ind til det nordlige Norge. Han kom til Nidaros og blev af Skule Jarl hjulpen hjem til Danmark, hvor han 1222 stiftede det første Dominicaner-Kloster i Lund. At denne Salomon siden ogsaa har virket for Ordenens Udbredelse til Norge, er høist rimeligt. Sikkert er det, at Prædikebrødrene allerede i 1240 havde Klostere og vare i fuld Virksomhed i de tre norske Hovedbyer og Biskopssæder: Nidaros, Bergen og Oslo. Dette og derhos den Omstændighed, at man finder, at de have erholdt Plads for sine Boliger eller Klostere paa alle de nævnte Steder ganske i Nærheden af selve Kathedralkirkerne, – viser udentvivl, at de fra først af ere blevne modtagne med aabne Arme og begunstigede af Biskopperne og disses Domkapitler. Det gik imidlertid med Ordenen i Norge som i flere Lande, at den snart kom i Strid med Sæculargeistligheden. Anledningen gav den Ordenen af Paven tillagte Prædikefrihed og Ret at høre Skriftemaal, hvorved dens Brødre forekom Sognepresterne at gjøre Indgreb i disses Rettigheder. I Norge finder man, at det var Chorsbrødrene især, der betragtede Prædikebrødrene med skjæve Øine og lagde dem saavidt muligt Hindringer i Veien i
