have ladet sig afskrække fra at angribe Gissurs Tilhang, hvis ikke andre gode Mænd havde mæglet en Stilstand. Denne var dog kun for Øieblikket. I de senere blodige Kampe mellem Thord Kakale paa den ene Side og Kolbein Unge samt Gissur paa den anden fik Biskoppen ingen synderlig Leilighed til at indblande sig som Mellemmand. Striden endtes efter Kolbeins Død i 1245 for det første dermed, at Thord og Gissur i 1246 enedes om at underkaste sig Kongens Dom og droge samme Aar til Norge[1].
Om det end ikke hidtil havde lykkets Biskop Sigurd af Skaalholt at udrette noget Stort for Kongens Planer eller for Islands indre Rolighed, saa havde han dog ved at understøtte Gissur lagt Villie og Virksomhed for Dagen. Biskop Botolf af Hole derimod synes at have holdt sig udenfor Partikampene og at have ladet de stridslystne Høvdinger skjøtte sig selv. I 1243 forlod han sin Stol og drog til Norge overladende Sigurd af Skaalholt Indseendet med Hole Biskopsdømme. Botolf kom ikke mere tilbage til Island, men døde i Norge 1246[2].
Kong Haakon var ved denne Tid betænkt paa at sætte nye og virksommere Kræfter i Bevægelse for at vinde sit Maal med Hensyn til Island. Til Botolfs Eftermand paa Hole Biskopsstol fik han, man maa antage ved Erkebiskoppen og Nidaros’s Kapitel, i 1247 udvalgt og indviet en norsk Mand, Henrik Kaarssøn, af en kraftig Karakter og stor Virksomhed. Denne indgik et nøie Venskab med Thord Kakale, og til dem begge i Forening overdrog Haakon sit Hverv paa Island. Herforuden udvirkede han af Kardinal Vilhelm en Opfordring til Islændingerne, at disse skulde undergive sig Kong Haakon, da Kardinalen, heder det, erklærede det for urigtigt, „at Island ikke tjente under en Konge, ligesom alle andre Lande i Verden“. Med denne Opfordring og med det Erinde til Landsfolket, at dette skulde underkaste sig Haakons Kongedømme og indrømme ham den Skat, som man kunde enes om, – droge nu Biskop Henrik og Thord Kakale i 1247 over til Island, medens Gissur Thorvaldssøn derimod maatte forblive i Norge[3].
Biskop Henrik og Thord Kakale grebe den dem overdragne Sag an med megen Kraft og Fremgang. Vel kom der snart Uenighed mellem dem, og Henrik drog i 1249 til Norge, hvor han hos Kongen bevirkede Thords Tilbagekaldelse, og Gissur paa ny oversendt til Island. Siden kom der Uenighed mellem Henrik og Gissur, og denne maatte atter for en Stund opgive sin Stilling som Kongens Ombudsmand[4]. Men med Alt dette, med al denne Skiften af de paa Kon-
