Udøvelsen af deres Kald. Den sandsynlige Grund var, at Chorsbrødrene i Almindelighed vare Sogneprester og havde Sognekirker i Byerne som Præbender; med dem kom saaledes Prædikebrødrene lettest og snarest i uvenskabeligt Sammenstød. Pave Innocentius IV tog ved en Skrivelse, af 17de September 1245 til Prælaterne i alle de tre nordiske Riger Ordenen i Forsvar mod de Verdsliggeistliges Undertrykkelser[1]. Ikke destomindre yppedes ved den Tid en forargelig Strid mellem Prædikebrødrene i Bergen og Chorsbrødrene sammesteds, hvilke sidste paa den meest nærgaaende og upassende Maade søgte at foruleilige hine. Prædikebrødrene tyede til Kardinal Vilhelm, som just paa den Tid var i Bergen, og fik ham til at tage sig af deres Sag baade hos Biskoppen og Kongen. Tvende Breve af Kardinalen i denne Anledning af 13de og 15de Aug. 1247 ere endnu levnede[2]. Men om end Striden for denne Gang og paa dette Sted ved Kardinalens Mellemkomst nogenlunde bilagdes, saa var dog dermed ei i Almindelighed Tvistens ovenfor paapegede Hovedgrund bortryddet, og Chorsbrødrenes samt den øvrige Seculargeistligheds Misnøie med Prædikebrødrene gav sig senere ved meer end een Leilighed Luft i Angreb paa dem, hvilke de fra sin Side igjen ikke lode upaaankede[3].
Minoriternes Orden skal være kommen til Norge ved 1230 og inden Midten af Aarhundredet have havt tre Klostere, nemlig i Konghella, Tunsberg og Bergen. De benævntes i Norge almindelig Barfodbrødre (berfœttabrœðr), da de efter Ordensregelen skulde gaa uden Fodbedækning kun med en Træsaale under Foden. Denne Orden havde den samme Prædikeret og Ret at høre Skriftemaal som Prædikebrødrene; de kom derfor ogsaa med Tiden her i Norge, som andensteds, i et spendt Forhold til Sæculargeistligheden. Man kjender imidlertid mindre til disse Stridigheder, end til dem, som angik Prædikebrødrene[4].
Af hvad allerede er fortalt om den norske Kirkes Stilling under Erkebiskop Sigurds Styrelse, vil sees, at Forbindelsen mellem den og det pavelige Sæde paa den Tid var meget levende, og man har Anledning til at tro, at fast intet Aar forløb, uden at Sendebud og Skrivelser fore mellem Nidaros og Rom. Vi have omtalt de Underhandlinger af en mere statsretlig Natur, som dreves med den romerske Kurie; det staar tilbage at betragte de Anliggender af reen kirkelig Beskaffenhed, som under Sigurds Metropolitanstyrelse afhandledes og afgjordes mellem ham og Paven.
Et Brev af Pave Gregorius IX, givet 11te Mai 1237, viser, at Erkebiskop Sigurd har forespurgt sig hos ham, hvorvidt det i visse af
