Harald Graafeld selv blev kort efter ved Harald Gormssøns og Haakon Jarls forenede listige Anslag lokket ned til Danmark, og faldt her i et Slag mod Harald Gormssøns Brodersøn (970?)[1]. Hermed sluttede Erikssønnernes Kongedømme i Norge, da nemlig Dronning Gunhild med sine tvende gjenlevende Sønner, Ragnfrød og Gudrød, forfulgt af Nordmændenes Had, flygtede af Landet og drog til Orknøerne.
Haakon Sigurdssøn Jarl stammede kun paa Kvindesiden fra Harald Haarfager, og var saaledes efter dennes Arvefølge-Lov ikke berettiget til Kongenavn i Norge, skjønt han forresten var af en berømt og udmærket norsk Høvdingeæt, der ligesaavel som Ynglingeætten regnede sin Herkomst fra selve Aserne. Han blev nu ved Understøttelse af den danske Konge Harald Gormssøn og med Nordmændenes, som det lader eenstemmige, Bifald hævet til Norges Styrer. Dog gjaldt dette kun den nordlige og vestlige Deel af Landet og det under Erkjendelse af den danske Konges Overhøihed; imedens denne synes at have forbeholdt sig selv Bestyrelsen af Viken og den umiddelbare Overhøihed over de oplandske Fylkeskonger af Harald Haarfagers Æt.
Haakon Jarl var Hedning og, som man af Alt maa slutte, Asatroen af Hjertet hengiven. Dette viste han ogsaa strax ved sin Ankomst til Norge som Landsstyrer, i det han overalt lod de af Erikssønnerne nedbrudte Hof gjenreise, og de hedenske Blot atter træde i Kraft. Da Haarene til samme Tid ophørte i Landet, undlod man ikke at tilskrive dette heldige Omskifte Asernes Forsoning, og denne Forestilling hævede naturligviis Haakon i Folkets Yndest. Under saadanne Forhold var det let at forudsee, at den Smule Christendom, som i Norge fandtes, snarere maatte gaa tilbage end fremad.
I Danmark vedblev imidlertid den der allerede grundfæstede Christendom at gjøre stadige Fremskridt, mindre dog ved den vaklende
- ↑ Med Hensyn til Varigheden af Harald Graafelds og hans Brødres Styrelse i Norge hersker der stor Usikkerhed. Ifølge de bedste Konge-Sagaers Angivelse skulde den have varet i henved 15 Aar, og Haralds Død saaledes være indtruffen idet Tidligste 975. Men der er flere Omstændigheder – navnligen Tiden for Keiser Ottos Tog, som ganske sikkert foregik i 975 og dog et Par Aar i det mindste efter Harald Graafelds Fald –, hvilke gjøre det høist sandsynligt, ja næsten sikkert, at sidstnævnte Begivenhed er indtruffen tidligere. En anden gammel Angivelse, der nævner som Hjemmelsmand den bekjendte historiekyndige Islænding Sæmund hin Frode (Kvadet om Jon Loptssøn V. 18), tillægger Harald Graafeld 9 Aars Styrelse, hvorefter han skulde være falden omkring 970. Dette synes mig rimeligst. Munch har derimod i sin Norges Historie ikkun indrømmet Harald en Regjeringstid af 4 Aar og sat hans Død tilbage ligetil 965. Hans Grunde herfor ere fremstillede I. 2. 11–14 i Noten.
