Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/43

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
29
Haakon Jarl. Keiser Ottos Tog.

Kong Harald Gormssøns Iver, end ved den bremiske Kirkes Bestræbelser og den tydske Keisers Vaabenmagt. Harald var, som før berettet, bragt i et Afhængighedsforhold til Keiser Otto I, som han gjerne ønskede at bryde. Da derfor Otto var død 973 og hans attenaarige Søn Otto II var bleven hans Eftermand, opblussede paa ny en Krig mellem Tydskland og Danmark, en Krig som ogsaa strakte sin Indflydelse til Norge, og som maaskee kunde have virket afgjørende for Christendommen her, hvis ikke Haakon Jarl ved sin Kraft og sit dybt indgroede Christen-Had havde hindret det[1].

Da Keiser Otto i 975 rustede sig for at angribe Danmark, sendte Kong Harald Gormssøn, ængstlig for den truende Storm, Bud til Norge med Opfordring til Haakon Jarl, efter Skyldighed at indfinde sig i Danmark med faa stor Stridsmagt, han kunde opdrive, for at hjælpe Kongen. Haakon indfandt sig ogsaa med en Hær af Nordmænd og kjæmpede tappert for Danmarks Forsvar ved Danevirke. Udfaldet af Krigen blev alligevel, at Keiseren fik ødelagt Danevirke, trængte op i Jylland lige til Limfjorden og tvang Harald til Fred, hvorved uden Tvivl hans Underkastelsesforhold til Keiseren fornyedes, og Christendommen end mere befæstedes og sikkredes i Danmark; desuden synes Harald at have forpligtet sig til at faa Christendommen indført i Norge. Haakon Jarl var, da dette Forlig sluttedes, allerede paa Tilbageveien til Norge, men laa for Modbør med sin Flaade ved Limfjordens Munding. Her traf Haralds Sendemænd ham, og fik ham lokket til et Mode med Kongen. Men paa dette blev Haakon overmandet af Kongens Magt; han blev tvungen til at lade sig døbe med sine Ledsagere, det blev ham paalagt at christne Norge, og der blev givet ham Prester og Geistlige med for at understøtte ham i dette Foretagende. Haakon gjorde for Øieblikket gode Miner og toge Presterne ombord; men aldrig for blæste en gunstig Bør op, for han satte de Geistlige igjen i Land og styrede til Havs. Som det lader tvungen af Vinden gik han ikke lige til Norge, men seilede østerud gjennem Øresund, og naaede, efterat have herjet paa begge Sider i Danekongens Lande, lykkelig forbi disse til Øster-Gautlands Kyst. Her anstillede han et stort Blot til Odin, og da med det samme to Ravne kom flyvende, der skrege høit, saa betragtede

  1. Ved at omtale denne Krig, maa bemærkes, at der med Hensyn til den frembyder sig mange Knuder baade ved Tidsregningen og ved andre dermed forbundne Omstændigheder. Det kan ikke blive vor Sag her at opholde os ved Forsøg paa at løse disse Knuder. Jeg skal i saa Maade henvise til Munch II. S. 89–95. Det er kun Krigens Udfald og Følger, som her er af Vigtighed, og dette er temmelig sikkert. Jeg fortæller hvad jeg, efter Sammenstilling af de forskjellige Kilders Beretninger, i Hovedsagen finder sandsynligst.