Norge – siger Snorre – fik de ei kommet afsted med at christne Folket; men overalt hvor de kunde komme til dermed, nedbrøde de Hofene og spildte Blotene“[1]. Efter en anden Beretning lader deres Iver i første Henseende til at have været mindre, medens den fortrinsviis yttrede sig i Hofenes og Offringernes Tilintetgjørelse. „De nedbrøde – heder det – Hofene og forstyrrede Offertjenesten, men Ingen tvang de til Christendommen; og om deres Overholdelse af Troen er intet andet sagt, end at den var christen som vilde det, men den hedenske som foretrak dette“[2]. Men alle Beretninger ere enige om, at de ved denne Fremfærd vakte stor Uvillie mod sig, og en Beretning siger, at Folket søgte Grunden til de paafølgende Uaar i „Gudernes Vrede over at Kongerne lode forstyrre deres Blotsteder“[3]. Af Erikssønnernes i Sagaerne skildrede Sindelag, hvori „Begjærlighed efter Gods“, fremhæves som et Hovedtræk, kunde man let fristes til at tro, at den omtalte Forstyrrelse af Hofene og Offertjenesten ligesaameget havde sin Grund i Egennytte og Plyndrelyst, som i Afsky før Hedendommen. Men at der dog paa den Tid var Christne i Norge, synes paa den anden Side af ovennævnte Beretninger at fremgaa; hvad enten nu disse Christne blot vare saadanne af Kongernes Mænd, der hyldede sine Herrers tvivlsomme Tro, eller det var Omvendte fra Haakon den Godes Dage, eller endelig enkelte Indbyggere af Viken, som vare paavirkede fra Danmark, altsaa middelbart af de tydske, fra Bremen udgangne Missioner. Sandsynligst er det maaskee, at Christne af alle disse tre Klasser fandtes i Norge; men ganske vist var deres Antal kun saare ringe, og hverken christne Kirker eller christne Lærere omtales ved denne Tid nogensteds i vore Sagaer. Den Formodning, som har været udtalt[4], at Erikssønnerne fra Danmark skulde have medbragt Missionærer af den tydske Skole, støtter sig i Grunden ikke til nogensomhelst Antydning, hverken i Sagaerne eller hos udenlandske Skribenter. At Viken imidlertid allerede dengang kan have været paavirket i christelig Retning fra Danmark, er, som allerede yttret, ganske rimeligt, og vi skulle snart herom tale noget mere. Hvad man overhovedet om Christendommens Stilling i Norge under Eriks Sønners Styrelse har fuld Grund til at antage, er det: at hvad der ved denne Tid fandtes af Christendom i Norge, nød et Slags – dog vist nok høist ufuldkommen – Beskyttelse af Kongerne; medens dog paa den anden Side Christendommen ingen mærkelig Fremgang gjorde.
To af Erikssønnerne, Erling og Sigurd Sleva, faldt i Norge som Offere før sin egen voldsomme og lovløse Fremfærd. Kong
