causa), skulde der klages for hans Biskop. Men forøvrigt, hvis der angaaende en verdslig Sag reistes Søgsmaal mod en Lægmand, saa hvad enten Klageren var Lægmand eller Geistlig, skulde den forfølges for Kongen eller de af ham beskikkede Dommere“. Hvis nogen, med Tilsidesættelse af nævnte Dommer og Domstol, voldeligen gjorde Indgreb i Andres Ejendom eller Ret, skulde han være bansat[1].
Kardinalen erklærer altsaa her, at han har fundet den norske Kirke i fri og fuld Besiddelse af de trende Hovedrettigheder, hvorom hidtil saa megen Tvist have været mellem den og Kongedømmet, nemlig: selvstændig Dommermyndighed, ubeskaaren Patronatsret og fri Valgret; og han udtrykker sig herom som om en vitterlig Kjendsgjerning. At dette virkelig var saa, har man imidlertid al mulig Grund til at omtvivle; eller rettere man veed med Vished, at Kardinalen ei havde nogen saadan fuldendt Kjendsgjerning for sig. Thi de gjældende norske Christenretter erkjendte endnu ikke særegne geistlige Domstole; – Patronatsretten viser sig ogsaa efter denne Tid at have været en omtvistet Sag, om end kanskee ikke saameget i selve Norge, saa idetmindste paa Island, som dog hørte til den norske Kirke; – og endelig var Kongens Ret til at yttre et Ord med i Biskopsvalgene ingenlunde saa ubetinget opgiven, som man af Brevets Udladelse skulde tro. Har Kongen været fuldkommen bekjendt med, og har han billiget Brevets Indhold, da maa man antage, at det hele støtter sig til et Løfte fra Kongens Side, at han med Tiden skulde bevirke ad Lovens Vei, og især gjennem en Omarbeidelse af de gjældende Christenretter, en saadan Tingenes Orden, som Kardinalens Brev omtaler som allerede tilværende. Men muligt er det ogsaa, ja maaskee rimeligere, at Erklæringen ligesom det hele Brev har været et hemmeligt Dokument, nedlagt af Kardinalen i Biskoppernes Hænder til Brug for kommende Tider, for dertil at støtte senere Fordringer paa en mere gjennemført hierarchisk Orden i Kirkestyrelsen. Med et saadant Dokument i Haanden kunde nemlig Geistligheden efter et Par Menneskealderes Forløb paastaa at alt hvad der i Kirkeordningen stred mod Legatens Erklæring, var senere indkomne eller ikkun ved Uopmærksomhed taalte Misbrug, hvilke man paa Grund af hiin Erklæring med fuld Ret maatte fordre afskaffede. Kardinalens Fremgangsmaade var da et Træk af romersk Statskunst, til hvilket man neppe vil have vanskeligt for at finde Sidestykker.
Betragter man Kardinal Vilhelms Optræden i Norge overhovedet, da maa man indrømme, at han med Finhed og Kløgt røgtede sit dobbelte Hverv: paa den ene Side at gjøre Kong Haakon alle de Indrømmelser, der kunde vække hos ham en gunstig Stemning mod
- ↑ Kard. Vilh. Br. af 16 Aug. 1247 i N. g. L. I. 450.
