den romerske Stol og Pavens Person, samt aabne hans Kasse for dennes Pengetrang, – og paa den anden styrke og ophjælpe den hierarchiske Kirkeorden. Hans Eftergivenhed mod Kongen er i vor Sagakildes Skildring sterkt udhævet, medens der ikke nævnes noget om Lønnen for den. Men en samtidig udenlandsk Historieskriver, Mathæus Paris (Parisius), Cluniacenser-Munk af St. Alban i England[1], en Mand, som baade var vel kjendt i Norge ved personligt Ophold der, og som desuden besad Haakons Yndest og Fortrolighed, – han veed at fortælle, at Pave Innocentius for sin Føielighed mod Kongen lod sig betale den for hine Tider og Norges Hjælpekilder fast utrolig store Sum 15000 Mark Sterling (over 120000 Spd.); hvorhos hans Legat, foruden de uvurderlige Gaver han modtog, udpressede af den norske Kirke 500 Mark Sterling[2]. Er der end i Mathæus’s Opgave nogen Overdrivelse, hvilket man maaskee kan formode af hans sterke Uvillie mod de gjængse pavelige Pengeudpresninger i Almindelighed, saa lader den dog med Sikkerhed slutte, at Pavens Føielighed mod Haakon er bleven rundeligen godtgjort i klingende Mynt, og at den norske Kirke ligeledes har maattet betale sin Skjerp til Legaten for hans mod den udviste Tjenester, hvilke dog neppe svarede til Biskoppernes hierarchiske Forventninger.
At imidlertid Kardinal Vilhelms Legation i Norge var en baade for Kirke og Stat vigtig og følgerig Begivenhed, kan ikke omtvivles. Den hierarchiske Kirkeorden, som Kardinal Nikolaus under sin Legation henved hundrede Aar i Forveien havde grundlagt, blev unegtelig ved Kardinal Vilhelm, under hans Legation, befæstet. Og ved Siden heraf blev Kongedømmet i Norge, ved Pavens Gunstbevisninger mod Haakon, i høi Grad styrket, idet nemlig baade fornyede Udbrud af de fordærvelige indre Uroligheder, gjennem Jærnbyrdens Afskaffelse og Pavens Bantrudsel mod Oprørere, hindredes, – og derhos gjennem Haakons kirkelige Legitimation Veien aabnedes for en bedre, Rigets Enhed og Selvstændighed mere betryggende Ordning af Kongearvefølgen. Man maa hos Kardinal Vilhelm, som hos Kardinal Nikolaus, erkjende et vist Maadehold i hans hierarchiske Fordringer, hvilket dog hos begge meer synes at have havt sin Kilde i en rigtig Opfattelse af Nordmændenes Folkekarakter og Norges Samfundsforholde, end i nogen Fornegtelse af den romerske Stols hierarchiske Grundsætninger. Hertil kom, hvad Kardinal Vilhelm angaar, at han i Haakon Haakonssøn fandt for sig en Konge, der baade var klog og villiefast, og som vel ikke sparede sine Skatte, naar det gjaldt at kjøbe den romerske Stols Bistand til et vigtigt Øiemeds Opnaaelse, men som
