ogsaa, at Kardinalen erklærede alle dem i Ban, som forsøgte at gjøre Oprør mod Norges Konge eller Rige, eller at forstyrre dets Rolighed; – og for Opretholdelsen af Klostertugten, at han belagde hver den med Ban, som forførte en Nonne[1].
Med Hensyn til alle de Bansstraffe, som han fastsatte i Norge, da overdrog han Biskopperne for bestandig sin og følgelig ogsaa Pavens Fuldmagt, at afløse dem, der vare faldne i nogen saadan Bansstraf, naar de omvendte sig og gjorde Fyldest for sin Synd[2].
Men fremfor alt mærkelig er en Erklæring, som Kardinal Vilhelm afgav i sit Brev af 16de August 1247. Da han – heder det her – opfyldte sin Legation i Norge til Guds Ords Fremme og for Kongens Kroning, holdt han for de sammenkaldte Biskopper og øvrige Prælater og Geistlige, samt for Rigets Baroner (Lendermænd) mange offentlige Prædikener, ligesom han med Kongen og alle de ovennævte afhandlede ja endog disputerede om mange Punkter (capitulis). Men alle Ting overveiede, fandt han den norske Kirke „i fuld rolig og fredelig fri Besiddelse af Dommermyndighed i alle aandelige (geistlige) Sager, imellem hvilkesomhelst saadanne verserede, og over alle Geistlige, hvad enten Sag reistes mod dem i geistlig eller verdslig Henseende (spiritualiter sive temporaliter), i Anledning af Forbrydelse eller i Anledning af Kontrakt (ex delicto vel qvasi, ex contractu vel qvasi)“. – Ligeledes fandt han den norske Kirke „frit, ubeskaaret og fredeligen at besidde Patronatsret til alle Kirker og Kapeller,“ med Undtagelse af trende Kapeller, om hvilke der var Spørgsmaal mellem Norges Dronning og Biskoppen af Stavanger, hvilket Spørgsmaal af Kardinalen var afgjort saaledes, at Dronningen i sin Levetid og hendes Sønner efter hende skulde have Patronatsretten til dem, hvorpaa den skulde falde tilbage til Stavangers Biskop og Kirke. – Endelig fandt han, at „Biskoppers og alle Prælaters Valg foregik frit, uden Lægfolks Tilkaldelse (nullis reqvisitis laicis), ved de Geistlige alene, hvem Valgretten efter den canoniske Ret tilkom“. – Derfor paamindede han i en offentlig Prædiken, i Overvær af Kongen, Erkebiskoppen, Biskopperne og Rigets øvrige Prælater, det hele Folk om, „at hvis nogen havde Sag at føre mod Erkebiskoppen, da skulde han henvende sig til Paven eller hans Legat, – mod en Biskop, da skulde han klage for Erkebiskoppen, – mod en ringere Geistlig, da skulde han indanke Sagen for hans Biskop. Hvis der mod en Lægmand reistes Klage angaaende en geistlig Sag (de spirituali
