nes og Preussernes Omvendelse og ved Ordningen af Kirkevæsenet hos dem; og under denne Virksomhed var han kommen i jævnlig Berørelse baade med de Danske og Svenske, ja han havde endog i geistligt Erinde besøgt den svenske Ø Gotland.
Da Kongen ud paa Vinteren fik Budskab om Kardinal-Legatens Komme, gjorde han strax Forberedelser til hans Modtagelse og indbød alle Rigets Biskopper og Prælater, Lendermænd, Lagmænd, Sysselmænd og de bedste Bønder til at møde i Bergen næste Sommer 1247 for at overvære Kroningen. Denne skulde altsaa sættes i Forbindelse med et almindeligt Rigs- eller Høvdingemøde[1]. Kardinalen lagde sin Vei over England, ankom til Norge den 17de Juni og blev modtagen af Kongen i Bergen. Paa et Thing paa Christ-Kirkegaard talede han for det forsamlede Folk og forkyndte den Fuldmagt, som var ham given af Paven. I de derpaa følgende Samtaler mellem ham og Kongen gik alt paa det Venskabeligste. Imidlertid samledes Biskopperne, og tilsidst kom ogsaa Erkebiskoppen. Nu bleve særskilte Forhandlinger holdte mellem Kardinalen og Biskopperne. Men efter disse Forhandlinger mærkede Kongen, at Kardinalen ikke var ganske saaledes stemt mod ham som i Førstningen, og snart kom han ogsaa under Veir med hvad det var, Biskopperne havde indblæst ham.
En Dag da Kongen og Kardinalen havde en Samtale i Christkirken, yttrede den sidste, at efterdi Kongen nu skulde modtage en større Hæder af Kirken, end nogen norsk Konge før ham havde nydt, da var det at vente, at Kongen ogsaa fra sin Side vilde gjøre Kirken de Indrømmelser, som andre Konger havde gjort før ham, og at han vilde sværge en saadan Ed, som Kong Magnus havde svoret, der først blev kronet i Norge. Hertil svarede Kongen, at han vel mærkede, at disse Ord meer kom fra Andre end fra Kardinalen selv. Han vilde gjerne indrømme Kirken og dens Tjenere den Frihed, som den besad i andre Lande, hvor Forholdet mellem den og Kongedømmet var ordnet paa en før begge hæderlig Maade. Men om nogen Konge havde indrømmet for bestandig, hvad han ikkun kunde indrømme for sin egen Person, da vilde ikke Kongen nu ved en lignende Fremfærd skade baade sin egen og sine Efterkommeres Sag. „Vil I – sluttede han – gjøre Kroningen til Gjenstand for nogensomhelst Handel, da være det i Korthed sagt, at før vil jeg ingen Krone bære, end derved
- ↑ H. H. S. c. 248.
