ber ved et dydigt Levnet, og hans hellige Kirke ved en stedse voxende oprigtig Hengivenhed“[1].
Pavens Øiemed med Biskop Vilhelms Sendelse var dog ikke alene Kong Haakons Kroning. Som det apostoliske Sædes Legat skulde han desuden undersøge den norske Kirkes Tilstand, og hans Legation strakte sig ogsaa til Sverige. Dette tilkjendegav Paven ikke alene ved ovennævnte Brev til Kongen af 30te October, hvori han anbefaler denne „med Ærbødighed at modtage Legaten“ og „see hans fromme Raad satte i Kraft,“ – men ogsaa ved sin Anbefalings Skrivelse af 3die Novbr. s. A. „til Erkebiskopper, Biskopper, Abbeder, Priorer, Decaner, Archidiaconer, Provster og andre Kirkens Prælater samt den hele Geistlighed, Jarler, Lendermænd og Almue i Norge og Sverige.“ I denne sidste opfordres de Tilskrevne til at modtage Legaten, naar han kommer, „som en Frelsens Engel med Glæde og Ærefrygt,“ og „i ham efter yderste Evne hædre Pavens egen Person,“ i det de saaledes adlyde hans gavnlige Befalinger og Paamindelser, at han maa glæde sig ved at have fundet i dem ærefrygtsfulde Sønner. I modsat Fald vil Paven stadfæste hans Dom over de Opsætsige, og lade den ubrødelig iagttage indtil passende Opreisning gives[2]. –
I Fuldmagtsbrevet til Legaten af samme Dag yttrer Paven, at han ifølge sine Brødres Raad meddeler ham Myndighed til at sammenkalde den norske og svenske Provinses Prælater samt de verdslige Høvdinger, som han finder passende, – at han efterat have indhentet deres Raad (i Norge) skal paa Pavens Vegne krone hans „kjære Søn i Christo Norges berømmelige Konge,“ – og endelig at han har at udføre det ham overdragne Hverv klogeligen og rosverdigen, saaledes at Guds Ære og Kirkens og Kongens Hæder derved kan befordres og ved Guds Bistand en gavnlig Forfatning for hine Provinser kan fremspire[3].
Man seer, at Legatens kirkelige Myndighed i Norge og Sverige var meget udstrakt, og at ved hans Sendelse Forbedringer i begge Landes Kirkeforfatning tilsigtedes. Men ved Siden af sit offentlige Hverv skal han ogsaa have havt det hemmelige, overalt paa sin Reise at vække Keiseren Fiender og at skrabe Penge sammen for det pavelige Skatkammer[4]. Legaten var forresten en Mand, der om han end ikke før havde besøgt Norge, dog maatte ansees for at have meer end almindeligt Kjendskab til de nordiske Landes Forholde. Thi ligefra 1225 havde han næsten uafbrudt, først som Biskop af Modena og siden som Kardinal-Biskop af Sabina, opfyldt en Legats Forretninger ved Liver-
