Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/391

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

at Haakon var en kraftfuld og klog Konge, der raadede over vidtløftige Lande og et stridbart Folk, at han utvivlsomt, efter den danske Valdemar Sejers Død 1241, var den dygtigste som den mægtigste af Nordens Fyrster, samt endelig, at han, hvilket senere nærmere skal omtales, havde modtaget Korset til det hellige Lands og Christendommens Undsætning. Det maatte saaledes forekomme Innocentius at være en Vinding, hvis han kunde faa Haakon dragen over fra Keiserens Side paa sin, eller i ethvert Fald ved Tjenester faa gjort ham den romerske Stol forbunden og saaledes udvirke af ham hans Neutralitet i den store Strid, og maaskee derhos velkomne Pengegaver. Paven optog derfor Haakons Ansøgning med udmærket Velvillie. Han skrev ham tilbage fra Lyon under 30te October 1246, at han til Opfyldelse af Kongens Ønske vilde sende Kardinal-Biskoppen, Vilhelm af Sabina, til Norge som sin fuldmyndige Legat[1], og – hvad der udentvivl var Haakon allermest magtpaaliggende – han hævede ved Brev til ham af næstfølgende 8de November Mangelen ved hans Fødsel, saaledes at den hverken skulde gjøre noget Skaar i hans egen kongelige Verdighed, eller i hans egtefødte Arvingers Ret til at følge ham i Kongedømmet.

Brevets Indhold er i det Hele mærkeligt og omtrent følgende: – „Den evige Guds forunderlige Godhed har paa mangfoldige Maader hædret sin Dronning-Brud Kirken, men deri har han især gjort dens Stilling lykkelig, at han har tildeelt den en saadan Magtfylde, at den kan hjælpe ikke alene de Ringe men endog de Høitstaaende til et berømt Navn og en forøget Magt. At betragte de Fortjenester af reen Gudsfrygt og Tro, hvorved Norges Konger, af berømmelig Ihukommelse, have glimret blandt Verdens katholske Fyrster, forskaffer Paven og Kirken en stor Glæde. Derfor opstaar i hans Sjæl et levende Ønske, at Kongen, der er det apostoliske Sæde saa kjær, maa for sine udmærkede Fortjenester saaledes beriges med samme Sædes Naade, at, med Guds Bistand, for ham og hans Arvinger en stor Ære deraf udspringer og hans Lykke derved forøges. Da nu Kongens Fader, Haakon Norges Konge, berømmelig Erindring, efter hvad erfares, har avlet ham, selv ugift med en ugift Kvinde, saa viser Paven hans Høihed den særdeles Velvillie, med sine Brødres Raad, af apostolisk Myndighed, at dispensere ham i denne Henseende, saaledes at han uden Hinder af hiin Mangel stedes til den kongelige Stols Verdighed og til alle Kongedømmets lovlige Handlinger, samt at hans legitime Arvinger succedere ham i hans Herredømme og Ære. Paven haaber, at Kongen og hans Arvinger fæste denne saa store Naade saaledes i sin Erindring, at han og de finde sin Glæde i at behage Alles Ska-

  1. N. Dipl. I. 25.