paabyrde mig nogen Ufrihed; og I behøver ei oftere at tale herom“. Dette Kongens bestemte Svar havde sin gode Virkning. Kardinalen gav strax efter. For Kongen erklærede han, at han vilde rette sig efter dennes Ønske, og til Biskopperne yttrede han endogsaa, at Kongen havde Retten paa sin Side, og derfor vilde han ikke oftere bringe denne Sag paa Bane[1].
Herved blev det. Haakons Kroning foregik paa St. Olafs Dag den 29de Juli 1247 i Christkirken, Bergens Kathedralkirke, med megen Pragt. De tilstedeværende og med Kardinalen forrettende Biskopper vare: Erkebiskop Sigurd, Arne af Bergen, Askel af Stavanger, Paal af Hamar, Thorkel af Oslo (der havde fulgt den i 1244 afdøde Orm)[2] og Henrik af Hole. I den udførlige Beretning om Høitideligheden, som Haakon Haakonssøns Saga meddeler, er ikke Tale om nogen Kroningsed, skjønt vel en saadan, men i almindelige Udtryk, maa antages at være aflagt[3].
Da Kroningshøitidelighederne og de dermed forbundne Festligheder vare tilendebragte, og Kardinalen begyndte sine Forhandlinger med Biskopperne om de kirkelige Forholde, kom Biskopperne frem med den Begjæring, at Kardinalen skulde udvirke af Kongen, at han skjænkede noget af sin Leding til Kirken. Men hertil svarede kun Kardinalen, at hvis de vilde have, at Kongen skulde indrømme dem noget af de kongelige Indtægter, saa maatte de til Gjengjæld ogsaa byde ham noget af Geistlighedens; og siden blev der ei meer talt herom. Kardinalen har ganske vist indseet, at en Overdragelse til Geistligheden af Andeel i Ledingen eller Krigsstyret ikkun vilde bringe den ind i et nyt verdsligt Afhængighedsforhold til Kongedømmet og i en ny verdslig Virkekreds; og Skadeligheden heraf havde andre Landes Exempel i lang Tid altfor tydelig godtgjort. Desuden maa han ved nærmere Undersøgelse have fundet, at den norske Geistlighed allerede var ret godt udstyret med Indtægter, og at dens Overhoveder meget vel vidste at udstrække sin Andeel ak disse ikke alene saa vidt som Ret og Billighed paa nogen Maade kunde medføre, men endogsaa lidt videre. Dette viser flere Bestemmelser, som han under sit Ophold i Bergen fattede.
Her blev nemlig hver Dag Overlægninger holdte mellem Kongen, Kardinalen og de tilstedeværende geistlige og verdslige Høvdinger om Landets og Kirkens Tarv, og ved disse Overlægninger bragtes paa Bane flere Ankeposter mod Geistlighedens Hoveder, deels fra Bøndernes deels fra de lavere Geistliges Side, hvilke Kardinalen fandt sig beføiet at afgjøre til Ugunst for sine Standsbrødre. – Saaledes klagedes der over, at Biskopperne, naar Kirkerne stode ledige, tilegnede sig
