han sig til at benytte, dog vistnok ikke uden stor Betænkelighed og Ængstelse for Udfaldet af sine forræderske Anslag.
Om Sommeren 1234 vare Kongen og Jarlen sammen i Bergen, og denne Sammenkomst løb endda nogenlunde venskabeligt af, i det mindste i det Ydre. Men om Vinteren efter, da Kongen var i Viken og Jarlen i Throndhjem, udbrød Uenigheden aabenbart og det med stor Heftighed. Sagaen siger, at mange Tvistepunkter havde reist sig mellem dem, uden dog nærmere at forklare hvilke[1]. Man finder imidlertid Tegn til, at Jarlen maa have foretaget mistænkelige Rustninger, og det udentvivl atter under Skin af at ville gjøre en Pilegrimsreise, denne Gang til det hellige Land. Man har nemlig et Brev af den engelske Konge Henrik III, givet den 22de Juni 1234 i Rostock, hvorved der meddeles Skule Leide at komme til England paa en Pilegrimsreise til det hellige Land og opholde sig i England paa Frem- og Tilbagereisen; og skulde denne Leide vare til Mikkelsdag, 29de Septbr., næste Aar[2]. En saadan Reise, om den end blot maatte være en Pilegrimsreise og intet Korstog, kunde naturligviis ikke foretages af en fyrstelig Person uden store forudgaaende Rustninger baade af Skibe og væbnet Følge, og kunde saaledes bekvemt tjene til Paaskud for en Sammendragning af Stridskræfter, der engang samlede vel lode sig bruge i et ganske andet Øiemed end det opgivne. Desuden maa det antages, at under Løbet af Vinteren 1234–35, eller henimod Vaaren sidstnævnte Aar, Biskop Paals Virksomhed i Rom er bleven bekjendt for Kongen, og har forøget dennes Mistanke til Jarlens Hensigter. Kongen stevnede Skule til et nyt Møde med sig i Bergen om Sommeren 1235. Skule vaklede nu i fine Beslutninger. Han rustede sig vel til Mødet og gav sig endog paa Veien fra Thrøndhjem; men underveis blev han liggende ved Sunnmøre og lod Kongen forgjæves vente sig. Om Høsten samlede Haakon en Hær af Gulathingslagen og sendte Skule Bud, at han vilde komme til denne i Throndhjem, hvis Jarlen ei kom til ham. Atter vaklede Skule, men bestemte sig omsider til at vende tilbage til Throndhjem. Da Kongen nu virkelig fulgte efter ham didhen, faa forlod Jarlen Nidaros og drog med sin betydelige Hær over Dovrefjæld til Oplandene.
Dette var at ansee som et aabenbart Brud paa Freden fra Skules Side, idet han med væbnet Magt var dragen ind i en Deel af Riget, der tilhørte Kongen alene. Haakon havde ved nye Budsendinger, der traf Skule inden han gik over Dovrefjæld, søgt at afvende ham fra dette Skridt; men forgjæves. Krigen var nu saagodt som erklæret af Skule. Alligevel forsøgte Kongen, paa Erkebiskop Sigurds Bøn, endnu at hindre dens Udbrud. Ved Bjørn, Abbed af Holm,
