lod Kongen gjøre Jarlen det Tilbud, at han skulde have Tredieparten af alle Sysler paa Oplandene og i Viken mod at holde Fred indtil et endeligt Forlig kunde blive bragt istand. Skule antog dette Vilkaar, og alt blev roligt Vinteren over; dog benyttede Skule Stilstanden til at hverve sig Tilhængere i det sydlige Norge og danne et væbnet Parti, som man tillagde det allerede fra Sverrers Tid bekjendte Øgenavn: Varbelger (farlige Kroppe, Skjelmer, som man maa vare sig for?).
Man enedes vel om en Sammenkomst i Bergen den paafølgende Sommer 1236 men hvor overveiende Mistilliden nu var bleven mellem Kongen og Jarlen viste sig deri, at Gidsler i Forveien maatte stilles fra begge Sider. Og endda havde nær Mødet gaaet overstyr i den sidste Stund. Jarlen nemlig, der allerede var kommen Bergen ganske nær med sine Skibe, negtede at lægge ind til Byen, medmindre Kongen vilde tilsikkre ham, at hans eneste Søn Peter, der var uægtefødt, skulde arve hans Deel af Riget. Dette afslog Kongen paa det bestemteste. Da optraadte igjen Erkebiskop Sigurd, der ogsaa var kommen til Bergen, som Mægler, og formaaede Jarlen til ligefuldt at drage ind til Staden. Et Forlig kom nu atter i Stand ved Erkebiskoppens Mellemkomst. Ved dette blev bestemt en ny Landsdeling mellem Kongen og Jarlen, bygget paa en anden Grundvold end den tidligere. Jarlen havde nemlig hidtil havt en vis Deel af Riget at styre, hvilken regnedes for en Trediedeel af det Hele, og dette havde først været Oplandene og Viken, siden, og det den længste Tid, hele Frostathingslagen tillige med Sunnmøre, altsaa alle de Fylker, der udgjorde Nidaros Biskopsdømme. Nu derimod indrettedes Delingen saaledes, at Jarlen skulde have en Trediedeel af hver Syssel i hele Norge[1]. Dette var vel i en vis Maade hensigtsmæssigere for Enighedens Opretholdelse; en Fælledsstyrelse i ældre Tiders Aand gjenvaktes derved, og det forebyggedes, at en heel Hovedlandsdeel skulde reise sig mod det øvrige Rige paa Grund af Uenighed mellem Styrerne. Men paa den anden Side, maatte Rivninger let opstaa og opstode virkelig mellem Kongens og Jarlens Sysselmænd, som nu i hver Syssel kom til at staa hinanden ved Siden, og naturligviis hver havde sin Herres Anliggender og Tarv at paasee. Som en Modvegt mod dette bestemtes imidlertid ogsaa, at Kongen og Jarlen for det Første skulde opholde sig paa samme Sted ja endog holde fælles Bord, paa det at Løgn og Bagtalelse vanskeligere kunde faa Indpas mellem dem, og Misforstaaelser, naar de opkom, lettere og snarere kunde afgjøres. Denne Ordning var ikke ilde udtænkt. Den virkede for Øie-
- ↑ H. H. S. c. 187 jfrt. m. 192.
