net for Pavens Domstol. Den vedrørte jo – som af Pavebrevet sees – baade Biskoppernes Patronatsret og den geistlige Dommermyndighed, og vakte saaledes paa ny tvende af de Hovedstridsspørgsmaal mellem Kongedømmet og Kirken, der tidligere havde voldet saamegen Uro i Landet, men nu, ved stiltiende Samtykke, som det synes, fra begge Sider, i længere Tid havde hvilet, skjønt de ingenlunde vare afgjorte. Grebes de nu igjen an med Heftighed og Haardnakkethed af begge Parter, kunde der være god Udsigt til en Fornyelse af Optrinene fra Sverrers Tid.
Men det gik denne Gang som oftere: Skules underfundige Anslag strandede paa Kong Haakons Sindighed og svigløse Klogskab, der ogsaa synes at have fundet en Støtte i Erkebiskop Sigurds oprigtige Iver for Vedligeholdelsen baade af den indre Fred i Landet og af Freden mellem Kongedømmet og Kirken. Thi vist nok var Sigurd neppe meer fri for hierarchiske Fordomme, eller meer tilbøielig til at lægge Kirkestyrelsen under Kongedømmet, end de fleste af hans Forgjængere; men han var aabenbare en maadeholdende Mand, der skyede alle fremfusende og voldsomme Skridt, og som kun ad den fredelige Underhandlings og den kloge Tillempnings Vei stræbte mod det hierarchiske Maal, Kirken engang havde sat sig. Udsigterne vare imidlertid for Øieblikket truende, dog mere paa Grund af Skules tvetydige Fremfærd, end paa Grund af de Virkninger, Pave Gregors Straffebreve fremkaldte. Disses Virksomhed var naturligviis væsentligen betinget af den norske Erkebiskops og de øvrige norske Biskoppers kraftige Understøttelse. Men naar denne – som her ganske vist var Tilfældet – udeblev, saa kunde de udenlandske Prælater, i hvis Hænder Gjennemdrivelsen af Pavens Straffedom var lagt, intet udrette, om de end hos sig selv havde følt Opfordring til at blande sig i et fremmet Riges og en fremmet Metropolitan-Provinses Anliggender. Biskop Paal var for afmægtig til at slaa et Slag mod Kongen, naar han ikke alene ikke havde noget sikkert Rygstød i sin egen Metropolitan og fine norske Embedsbrødre, men endogsaa maaskee – hvad der er ganske sandsynligt – havde vakt deres Uvillie ved at bevæge Paven til at overdrage fremmede Prælater i en norsk Kirkesag en Straffemyndighed, hvilken aabenbar nærmest tilkom den norske Kirkes egne Forstandere. Man finder derfor heller ikke det ringeste Spor til, at nogen af de opfordrede Geistlige, eller engang Biskop Paal selv, har gjort noget yderligere Skridt til at see Pavens Bantrudsel udført. Under disse Omstændigheder maatte Skule Jarl mistvivle om sine ærgjerrige Planers Gjennemførelse ved Kirkens umiddelbare eller middelbare Hjælp. Han var henviist til sine egne Hjælpemidler af Sluhed samt verdslig Magt og Indflydelse; og dem lavede
