Blaar i Øinene; og man fristes saa meget lettere til at formode dette, som intet Spor findes til at Jarlens Pilegrimsreise virkelig er gaaet for sig. I ethvert Fald var Jarlens Fremfærd mistænkelig, og skikket til at bringe onde Rygter i Omløb.
Udentvivl har det tildeels været med Hensyn til denne voxende Spending mellem Kongen og Jarlen, hvilken Erkebiskop Sigurd ønskede om muligt at bilægge, at han om Vinteren 1232–33 stevnede alle Norges Biskopper til et Møde med sig i Bergen den paafølgende Sommer[1]. Da nu ogsaa Kongen kaldte Jarlen til at møde sig i Bergen til samme Tid, saa blev Mødet der i 1233 et baade geistligt og verdsligt, eller et Provincialconcilium forbundet med et almindeligt Rigs- eller Høvdingemøde. Kongen havde med sig alle de fornemste Lendermænd og Sysselmænd fra Viken og stevnede ogsaa til sig Lendermændene af Gulathingslagen. Skule lod længe vente paa sig, men indtraf dog til Mødet ledsaget af Lendermænd og Sysselmænd fra Throndhjem. Baade i forløbige Samtaler og paa selve Thinget, der holdtes paa Christ-Kirkegaard, vankede bittre Udladelser fra begge Sider, og det gik saavidt at baade Kongen og Jarlen forlode Thinget uforligte. Men nu gik Erkebiskop Sigurd og Biskopperne imellem og fik endelig et Forlig bragt istand, for hvis Betingelser Kongen synes at have raadet. I det Ydre blev nu atter Forholdet mellem Kongen og Jarlen venskabeligt; men den gjensidige Tillid var i Bund og Grund rokket og indtraadte aldrig mere efter denne Stund[2].
Allerede Aaret efter opstod en ny Spending mellem begge, og denne Gang foranlediget af en Kirken vedkommende Sag. I 1231 døde Biskop Halvard af Hamar og til hans Eftermand valgtes Paal, som det følgende Aar 1232 blev indviet. Mellem ham og Kongen reiste sig under den sidstes Ophold paa Oplandene om Vaaren 1234 en Tvist om Besiddelsen af Helgeøen i Miøsen. Denne Ø havde i sin Tid Inge Baglerkonge givet til Hamars Biskopsstol. Men Birkebenerne havde altid paastaaet, at Inge var en Bedrager, og dette var ogsaa Kong Haakons Mening. Som Følge heraf troede Kongen, at Inge havde været uberettiget til at bortgive noget af Kongedømmets Gods, og fordrede nu Øen som sin Fædrenearv tilbage af Biskop Paal. Men denne negtede reent ud at oplade den. Da Kongen var dragen bort, skrev Paal til Nidaros til Erkebiskoppen og Skule Jarl for at indhente deres Raad, og ifølge dette indstevnede han sin Sag for Paven og drog selv over Sverige, Danmark og Tydskland til Rom[3].
