Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/372

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Pave Gregorius IX tog sig strax med Iver af Biskop Paals Sag og udfærdigede endnu samme Aar 1234 den 5te October fra Perugia en streng Skrivelse til Kongen. Af denne sees, at Biskoppens Klage har omfattet følgende Punkter: – Kongen havde mod Biskoppens Julie bygget en Befæstning (castrum) paa en Grund, som længe havde tilhørt Hamars Kirke; – han havde antaget sig Folk, som han vidste havde forurettet samme Kirke, og derfor vare excommunicerede; – han havde stræbt at bortdrage Folket i Hamars Biskopsdømme fra deres Hengivenhed for Kirken; – han unddrog sine Mænd fra den samme Kirke skyldige Tjeneste, forbød Bønderne at bygge dens Jorder, angreb dens Patronatsret, „uagtet han og hans Forfædre sagdes frivilligen at have opgivet denne“, og han yttrede offentlig, at de, som fortrædigede Biskoppen og hans Mænd, ikke derfor skulde frygte Kongens Unaade, hvilket havde havt til Følge, at Flere havde tilføiet Biskoppen og andre kirkelige Personer mange ufortjente og haarde Forurettelser ved at indtrænge sig paa Kirkens Jord, slaa Biskoppens Tjenere, gjøre Brud paa Kirkens Frihed, borttage hvad der var givet i dens Forvaring, rane dens Tiender, og drage Geistlige i Kirkesager for verdslig Ret; – han havde befalet at dræbe nogle af Biskoppens Mænd, og da dette ikke lykkedes, havde han ladet dem berøve alt deres Gods; – endelig da Biskoppen var bleven nødt til at forlade sit Fædreneland og havde appelleret til Paven, sagdes Kongen, med Foragt for denne Appel, at have tilrevet sig Helgeøen efter Biskoppens Afreise. – Paa Grund heraf formaner nu Paven Kongen, at give Biskop Paal den skyldige Opreisning. Men for det Tilfælde, at dette ikke skeer, da har Paven, „hvormeget han end elsker Kongen“ budet sin ærværdige Broder Erkebiskop Uffe af Lund og sine kjære Sønner Erkedegnen af Lund og Abbeden af Heresvad i Lunds Biskopsdømme, at tvinge Kongen, efter forudgaaende Paamindelse, ved Kirkens Straf, uden Appel, og derhos i fornødent Fald paakalde den verdslige Arms Hjælp[1]. Et Brev af samme Dag angaaende denne Sag er udstedt til de ovennævnte danske Prælater; og ved et Brev af 10de October anbefaler Paven Sagen ogsaa til Skule Jarl, „eftersom han tror, at denne er Gud og det apostoliske Sæde hengiven og stræber efter Kirkens Ophøielse“. Paven underretter ham om, at han i denne Sag har tilskrevet de nævnte danske Prælater, og disse skal Skule paa Opfordring adlyde „paa det at hans Fortjenesters Masse kan forøges i Himmelen og Paven finde sig beføiet til kjær Gjengjældelse“[2]. Jarlen var altsaa den, som Paven havde i Sigte, naar han opfordrer de danske Prælater til i fornødent Fald at paakalde verdslig Hjælp mod Kongen. Denne Omstændighed er mærkelig og tillige det, at den pa-

  1. Norsk Dipl. I. 11.
  2. Suhm D. H. IX. S. 644.