Det var dog neppe Skules Lunkenhed alene, som denne Gang svækkede Virkningen af Kong Haakons raske Færd. Ogsaa Biskop Nikolaus af Oslo gjorde Sit for at lamme Kongens Foretagender. Nikolaus havde vist nok i den senere Tid givet sig Mine af at være Kongens oprigtige Ven, især efterat denne havde overtaget Styrelsen af Rigets sydlige Deel; han havde indsneget sig i Haakons Fortrolighed og var bleven en af hans fornemste Raadgivere. Sin Indflydelse viste han ikke alene ved Erkebiskopsvalget i 1224, hvilket allerede er omtalt, men ogsaa ved en Kirken nær rørende Foranstaltning, som samme Aar blev gjennemdreven. Kongen og Biskop Nikolaus fik nemlig lovtaget og i Lovbogen indført paa Borgarthing og, som det lader, ogsaa paa Eidsivathing Kardinal Nikolaus’s Bestemmelse om Gaver eller Testamenter, hvilken maa antages før den Tid ikke at have nyt fuldkommen Lovskraft i Viken og paa Oplandene[1]. Alligevel afholdt ikke Kongens Tillid og Fortrolighed denne Rænkesmed fra underhaanden at hjælpe Sigurd Ribbung deels ved hemmelige Underretninger, deels ved uformærkt at lægge Kongen Hindringer i Veien.
Men Nikolaus nærmede sig nu med sterke Skridt sin Banes Ende. Under et uophørligt Spil med Løgn og Svig var han bleven gammel uden at have naaet noget for sin Ærgjerrighed, Hevnlyst og Had tilfredsstillende Maal. Han stod paa Gravens Rand, da han endnu maatte erfare, at Kongen var kommen under Veir med hans forræderske Forbindelse med Ribbungerne, og havde faaet Breve i Hænde, som paa det klareste vidnede mod ham. Samvittigheden synes nu endelig at have rørt sig i den gamle Synder. Allerede meget syg sendte han Kongen Bud og bad ham komme til sig i Oslo. Kongen kom til hans Sygeleie, men kunde ikke undlade at bebreide ham hans sidste Forræderi. Biskoppen tilstod det, og bad kun Kongen om Tilgivelse. Kongen skjænkede ham den med Blidhed og forblev hos den Døende, indtil hans Liv var endt. Han lod derpaa Nikolaus med sømmelig Pragt stæde til Jorden, og fulgte ham selv til Graven, idet han yttrede, „at Nikolaus neppe havde fundet sin Lige i denne Verdens Klogskab“[2]. Saaledes døde da i 1225 Biskop Nikolaus Arnessøn af Oslo i en Alder af over 70 Aar, efterat have beklædt sin Biskopsstol i 35, i hvilken Tid han kan siges at have været en fredsforstyrrende Plageaand for sit Fædreneland.
Medens Kongen i 1225 havde fuldt op at gjøre i det sydøstlige Norge med at bekjæmpe og forfølge Ribbungerne, kom Erkebiskop Peter om Høsten tilbage fra Rom. Han synes at være landet ved Bergen, hvorfra han sendte Kongen den Anbefalingsskrivelse, han med-
