bragte fra Paven, idet han udbad sig Kongens Venskab og lovede at være ham tro. Paa samme Tid indløb til Kongen Breve fra Nidaros fra Chorsbrødrene og Skule Jarl, i hvilke der føres heftig løs mod Peter. De kaldte ham en Forræder, beskyldte ham for at have kjøbt Erkebiskopsnavnet med St. Olafs Gods og bade Kongen paagribe ham som en Bedrager mod den hellige Kirke. Kongen sendte med sin sedvanlige Oprigtighed disse Breve til Erkebiskoppen og tilbød ham med det samme enten at komme øster til Kongen eller at oppebie denne i Kongsgaarden (i Bergen?), da Kongen saa selv skulde følge ham til Nidaros[1]. Heraf blev imidlertid intet. Hvad enten nu Kongen er bleven opholdt for længe i Viken, hvor han maatte forblive over Julen 1225–26, til at Erkebiskoppen kunde bie paa ham, eller, hvad vel er rimeligere, Erkebiskoppen har foretrukket uden Kongens Mellemkomst at forlige sig med Jarlen, der før Tiden var Styrer i den Landsdeel, som udgjorde hans Biskopsdømme, og med sine Chorsbrødre, hvis Venskab var ham saa vigtigt i hans biskoppelige Embedes Udøvelse; – nok er det, Erkebiskoppen drog uden Kongens Følge til Nidaros, og snart efter finder man ham i fuldt Venskab med Jarlen og Chorsbrødrene. Forliget synes ikke at have mødt nogen Vanskelighed. Peter var ingen paalidelig Mand, ligesom Standala-Ætten, af hvilken han var, i det hele ikke havde noget godt Ord paa sig for Trofasthed[2]. Han synes ikke at have gjort sig nogen Samvittighedsskrupel ved at opgive Kongens, sin Velgjørers, Sag for at slutte sig til Skules og de ham hengivne Chorsbrødres; og dermed var Forsoningen mellem dem let udvirket. Dette viste sig snart aabenbart.
Medens nemlig Kongen i Begyndelsen af Aaret 1225 var i Bergen for at samle friske Stridskræfter mod Ribbungerne, skrev Sigurd Ribbung fra Oplandene til Nidaros til Jarlen og Erkebiskoppen med Bøn om, at de vilde skaffe ham forligt med Kongen; og derpaa faldt han, uden at oppebie Svar, ind i Viken med stor Hærmagt og bemægtigede sig Oslo. Erkebiskoppen og Jarlen optoge Sigurd Ribbungs Begjæring med Velvillie og skreve strax til Kongen, at han maatte slutte Forlig med Ribbungerne. Erkebiskoppen lod endogsaa den Trudsel følge, at hver den skulde være i Ban, som øvede nogen Ufred, før et Forligsmøde var blevet afholdt. Dette Brev og Budskab kom først til Viken, hvor man i Nidaros troede, at Kongen endnu opholdt sig, og det virkede her hemmende paa Birkebenernes Virksomhed, da de nødig vilde udsætte sig for Ban ved at angribe Ribbungerne, skjønt Anledningen var god. Men da Brevet naaede Kongen i Bergen, blev han, som rimeligt var, yderst opbragt paa Erkebiskoppen, og skrev ham tilbage i de bittreste Udtryk, i det han blandt
