Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/363

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
36.
Peter sjette Erkebiskop. Biskop Nikolaus af Oslo dør. Thorer Thrøndske Erkebiskop.

Efter Guttorms Død valgte Chorsbrødrene i Nidaros og Skule Jarl, som just der opholdt sig, Sigurd Abbed af Tautra til Erkebiskop. Sigurd var dengang udenlands, som det synes i Rom eller paa Reisen didhen ifølge pavelig Indstevning. Jarlen og Chorsbrødrene underrettede ved Breve Kongen, som dengang var i Oslo, om det foretagne Valg, og bade ham skrive til Paven med Anbefaling for Sigurd. Kongen var imidlertid ikke denne gunstig, og Biskop Nikolaus, der for Tiden havde meget at sige i Kongens Raad, synes heller ikke at have yndet ham. De indvendte mod Sigurd, at han havde en Sag at svare for vedkommende det Embede i Kirken, han for havde bestyret, – at han ikke var skikket til et saa høit Kald som det, hvortil han var valgt, – og at han ikke var Kongens Ven. Kongen var derfor saalangt fra at følge Opfordringen fra Nidaros, at han tvertom, i Forening med Biskop Nikolaus, skrev til Paven mod Sigurd, og anbefalede i hans Sted Peter af Husastad (Husstad i Inderøen i Throndhjem), der var Overbringer af Jarlens og Chorsbrødrenes Budskab, og skulde bringe deres Anbefalings-Breve for Sigurd til Rom[1]. Peter var af den i Throndhjem anseede Standala-Æt og udentvivl selv Chorsbroder ved Christkirken i Nidaros I denne Egenskab maa han nemlig antages at have været tilstede paa Rigsmødet i Bergen i 1223[2]. Peter for da til Paven og blev endnu samme Aar 1224 indviet til Erkebiskop[3]. Det følgende Aar kom han igjen til Norge.

Imidlertid havde Ribbungernes Parti atter reist sig i det østlige Norge. Fra Høvdingemødet i Bergen havde Sigurd Ribbung fulgt Skule Jarl til Throndhjem, og Jarlen havde paataget sig at bevogte ham. Men den følgende Sommer 1224 lykkedes det Sigurd at undkomme fra Nidaros. Han flygtede over Østerdalene til Vermeland, hvorhen Levningerne af Ribbungernes Flok ved Kong Haakons Virksomhed vare fortrængte, satte sig atter i Flokkens Spidse, og begyndte at herje paa Oplandene. Kongen, som paa denne Tid førte Styrelsen i det sydlige Norge, medens Jarlen styrede Throndhjem, maatte paany gribe til Vaaben mod dem. Han forfulgte dem utrættelig og trængte endog dybt ind i Vermeland for at afskrække Vermerne fra at yde dem Bistand; men han kunde dog ikke ganske betvinge dem, da deres Flokke vare vidt spredte, og Skule Jarl desuden kun lunkent understøttede Kongen, som dog om Vaaren 1225 havde egtet Skules Datter Margreta.

  1. H. H. S. c. 100.
  2. Se ovenfor S. 346.
  3. Isl. Ann. 100.