den sammen og i en vis Orden, derom kan man neppe tvivle; og det kunde muligen til en Deel lade sig gjøre for ham, endogsaa efter Erkebiskoppens Bortreise, saa længe han endnu havde Biskopper i Landet, hvilke vilde opfylde sin geistlige Skyldighed. Men da Landet efter 1199 blev aldeles biskopsløst, og den Mængde vigtige Forretninger i Kirken, som paalaa Biskopperne, og som efter de dagjældende Kirkelove umulig kunde udføres af nogen anden end en Person med biskoppelig Vielse (f. Ex. Prestevielse, Kirkevielse, Confirmation m. m.), saaledes af sig selv maatte standse, – kan man vistnok vanskelig gjøre sig for mørke Forestillinger om de aandelige Savn, de Samvittighedens Ængstelser og de pinlige Tvivl, der maa have nedtrykt den gudfrygtigere Deel af Folket, medens de Letsindige og Onde, der saa sig fritagne før Kirkens Tugt, gave sine Lidenskaber og sin Begjærlighed frit Raaderum, og ikke betænkte sig paa at vende Kirken Ryggen, naar de saa Kirkens Overhyrder forlade den dem betroede Hjord.
Saa bittre vare for det norske Folk den første Frugt af den ulykkelige Strid mellem Kirken og Kongedømmet, hvilken – man kan ikke negte det – Kirkens Forstandere ved sine umaadeholdne hierarchiske Overgreb paa den verdslige Statsmyndigheds Omraade fra først af havde fremkaldt. Det var Overgreb, der maatte mødes, der maatte inddæmmes fra den verdslige Statsmyndigheds Side, hvis de ikke skulde gjøre denne til et usselt Skyggebillede, medens de med det samme bortdroge Landskirken fra dens sande Virksomhed og omskabte den til en Tumleplads for verdsligsindet Ærgjerrighed, der dækkede sig med Christendommens Kappe og brugte Kirkens Sag som sit Skjold. Man handlede uden Tvivl fra begge Sider med for megen Hensynsløshed, med for stort Trods. Men saadant var vanskeligt at undgaa deels paa Grund af Tidsalderens lidet opklarede Ideer om Kirkens og Statens indbyrdes Forhold, deels paa Grund af de politiske, reent verdslige Forviklinger, der lige fra først af indslyngede sig i Striden og hemmede dens naturlige og meer besindige Gang.
Efter Alt hvad forhen er udvikklet tør man neppe tillægge nogen af de tvende Forkjæmpere, hverken Kong Sverrer eller Erkebiskop Erik, uredelige Hensigter; – hver af dem kjæmpede for sin Idee, og udentvivl med Overbeviisningen om at han i Hovedsagen kjæmpede, den ene for Kongedømmets den anden for Kirkens virkelige Ret. Hvad dem selv personligen angaar, er der ogsaa, som allerede ved flere Leiligheder antydet, Grund til at tro, at Tanken og Ønsket om en Udsoning ved nogen gjensidig Eftergivenhed ikke har været dem ganske fremmet. Men andre Personligheder traadte imellem, hvis Hadskhed, Egennytte og hierarchiske Overmod udvidede Uenighedens Kløft til et uoverstigeligt Svælg. Man kan ikke an-
