det end føle Medlidenhed med den blinde, landflygtige Erkebiskop, der – om end ikke ganske uden egen Skyld – i ti Aar maatte leve i et fremmet Land af Udlændingers Naade, og derhos maaskee til Slutning med den Overbeviisning, at han i Grunden kun var et villieløst Redskab i ærgjerrige Standsbrødres og et strengt og stolt Kirkehoveds Haand. Og paa den anden Side maa man beklage Sverrer, som efter et Liv fuldt af Uro, Kamp og Miskjendelse døde i sin Alders Kraft, vel uovervunden af sine Fiender, men dog uden at have seet anden Frugt af sin Møie og sine Anstrængelser, end en voxende Forvirring i sit Riges indre Forhold, en Forvirring, der truede med at undergrave baade Stat og Kirke og Folkets Sedelighed. Med al sin Aands Kraft og Villies Fasthed maatte han dog ved sit Livs Ende føle, hvor lidet han havde magtet at udrette for sit Folks Lykke, hvor lidet han med al sin skarpe Forstand og al sin utrættelige Virksomhed havde formaaet at opføre en fast og velgrundet Bygning paa Ruinerne af de Misbrug og Fordomme, han havde vovet at omstyrte. Hvad der kunde trøste ham, og virkelig ogsaa synes at have trøstet ham i hans sidste Timer, var Forvisningen om, at han havde handlet med redelig Villie og forresten været et Redskab i Forsynets Haand til at berede noget Godt for sit Fædreneland, om han end ikke selv skulde opleve at see Spiren fremskyde af det Frø, der ved ham var nedlagt.
Denne høitbegavede Konges Virken skulde heller ikke sporløst udslukkes med hans Liv, og Sporene efter den, skjønt de for Øieblikkket vistnok maatte synes de Fleste at henpege paa idel Forvirring, skulde dog ved Guds Ledelse ordne sig til Fremskridt mod det Bedre baade i Kirkens og Statens Udvikling. Sverrers Aand nedarvedes paa hans mandlige Efterkommere lige til den sidste af dem paa Norges Kongestol; og den havde, saa at sige, meddelt sig til og gjennemtrængt hele Birkebenernes Parti, som efter Sverrers Afgang forblev at være det egentlig raadende i Norge, indtil det omsider omfattede hele Folket. Sverrers Styrelsesgrundsætninger holdt sig, vandt efterhaanden større og større Anklang i Folkemeningen, og gjorde sig endelig – vist nok desværre ikke alene i sine Fuldkommenheder men ogsaa i sine Mangler – gjældende gjennem Lovgivningen; og den Dæmning, han havde reist mod Hierarchiets Overgreb, lykkedes det ikke Geistligheden, saalænge Riget bestod i fuld Selvstændighed, ganske at gjennembryde, om Dæmningen end ikke paa Grund af Tidsaandens almindelige Retning kunde vedligeholdes i al sin Fasthed. Sverrers Kamp mod Hierarchiet, skjønt den i hans levende Live ikke frembragte nogen bestemt Ordning af Statens og Kirkens indbyrdes Forhold, øvede dog, som snart vil vise sig, en kraftig Indflydelse paa dette Forholds Ud-
