Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/330

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Venner og hans Uvenner see, om der i nogen Maade paa hans Legeme viste sig Spor af det Kirkens Forbud eller den Forbandelse, som hans Fiender havde lyst over ham. „Jeg har havt mere Møie og Ufred i min Rigsstyrelse – sagde han – end Ro og Lyst. Jeg tror, at jeg har havt mange Avindsmænd, der havde ladet mig føle sit fulde Fiendskab, hvad Gud tilgive dem alle. Nu dømme Herren os imellem og hele min Sag!“

Sverrer døde den 9de Marts 1202. Hans Ansigt blev ladet blottet efter hans Død, som han selv havde forlangt. Liget blev siden med stor Pragt baaret ned til Christ-Kirken og der begravet i selve Kirken ved at indsættes i Muren efter Tidens Brug. Intet Spor findes til, at ved Begravelsen noget Hensyn er blevet taget til det Ban, hvori Kongen befandt sig ved sin Død, – udentvivl et temmelig sikkert Beviis paa, at den lavere Geistlighed i Norge, idetmindste Bergens Bys Presteskab, ikke har billiget de norske Biskoppers og Pavens haarde Fremfærd mod Sverrer. „Han døde – efter Sagaens Vidnesbyrd – begrædt af sine Mænd og Venner; og selv de, som havde været hans Uvenner, sagde, at slig Mand ikke havde været i Norge i deres Dage som Sverrer“[1]. Engelsmanden Villiam af Newbury, som forøvrigt viser sig at være indtagen af mange Fordomme mod Sverrer, beretter om ham, at han førte i sit Segl Omskriften: „Sverus rex Magnus, ferus ut leo, mitis ut agnus“, og tillægger i denne Anledning følgende i hans Mund mærkelige Ord: man viste nemlig Mildhed mod sine Undersaatter (subditos), og bar Ærefrygt for Kirker og Klostre“[2]. Dette Vidnesbyrd af en Udlænding og Uven lægger Vegt til Sverrers egen Paastand, naar han i sin ovenomtalte Fremstilling af sin Sag siger med Hensyn til sig selv. „Om den Konge, som er i Landet, er det Alle bekjendt, at faa Konger have givet Geistligheden bedre Ret, eller holdet sin Haand bedre over de hellige Steder.“ Hvad Navnet Magnus angaar, som Sverrer findes baade i sit Segl, og paa fine Mynter, og i offentlige Brevskaber at have tilføiet sit egentlige Navn, – da skriver dette sig rimeligviis ikke af Praleri, men af et Ønske om faa sit ellers i Norges Kongeæt usedvanlige Navn ombyttet med eller stillet ved Siden af et mere brugeligt og i Folkets Øre mere velklingende. Den danske Saxo Grammaticus giver i det mindste Tingen en saadan Udtydning[3].

De ti sidste Aar af Sverrers Kongedømme maa have været for den norske Kirke en Forvirrings- ja næsten en Opløsnings-Tid. At Sverrer gjorde hvad der stod i hans Magt for nogenlunde at holde

  1. Sv. S. c. 180–182.
  2. Nor. kon. søg. fol. IV. 431.
  3. Saxonis Gr. hist. Dan. Lib. XIV.