Erkebiskoppen at foretage Indvielsen[1]. – Endvidere forlangte Kongen tvertimod de hellige Fædres Decreter og al Kirkens Sedvane, at Geistligheden i sine Retssager skulde stille sig for de almindelige verdslige Domstole og dømmes af Kongens Tjenere. – Endelig paastod Kongen, at de Sognekirker (ecclcsiæ baptismales sive parochiales), der laa til hans Gaarde, vare kongelige Kapeller, som han kunde bortgive naar og til hvem han selv vilde, uden Erkebiskoppens Tilladelse, – noget som var ganske imod den i Kirken gjældende almindelige Sedvane. – Da nu Erkebiskoppen ikke i nogen af ovennævnte Stykker vilde lyde Kongens Bud, saa optændtes dennes Vrede mod ham i den Grad, at han lod alle Erkebiskoppens Indtægter optage lige til den sidste Skilling, og indstævnede ham derpaa for Paven, i den Tro, at Erkebiskoppen, berøvet Alt, skulde være ude af Stand til at foretage Reisen til Rom. Erkebiskoppen erklærer imidlertid, at han har sendt paa sine Vegne paalidelige Mænd til Paven, hvilke han beder denne modtage naadigen, for at han af dem kan erholde de Oplysninger, som kunde lade ham optræde til den norske Kirkes Forsvar. Selv har Erkebiskoppen forladt Norge og er dragen til Danmark, hvor han har fundet en ærefuld Modtagelse og en kjærlig Understøttelse i sin trængende Tilstand hos den lundske Erkebiskop[2].
- ↑ Ordene i Brevet, hvori Erkebiskoppen nærmere forklarer den egentlige Grund, hvorfor han ikke vilde indvie den af Kongen tilnævnte Biskop, ere dunkle og have været forskjellig fortolkede. De lyde i Originalsproget saaledes: „Qvia vero clamabat, Regiæ Majestati nos snper hoc intulisse læsionem, nobis inconsultis, nobis reclamantibus, in personam aliam, qvæ bigamam in ipsa, si dici debeat, electione ducebat uxorem, clerum et populum coegit consentire, et nobis obtulit consecrandam. Qvia vero prædictus – – – Adrianus P. bigamam in clero in nostra regione apostolica auctoritate damnaverat. non præsumpsimus in factum procedere, ne videremur in irritum ducere, qvod Sanctus prædictus observandum in clero præceperat“. Suhm (D. H. VIII. 275) forklarer hiint Udtryk „bigamam – – uxorem“ billedligt, som om Stavangers Biskopsstol eller Kirke derved er meent: „en anden Person, der, om saa maa siges, havde i Valget selv taget en tvende Gange gift Kone“; og senere: „Adrianus havde fordømt en to Gange giftet Klerk“. Erik skulde altsaa ikke have vovet at indvie den af Kongen valgte Biskop, fordi denne modtog en Biskopsstol, der allerede ved lovligt Valg var besat med en anden (tog en allerede gift Brud), da Pave Hadrianus havde fordømt en saadan Fremfærd (at en modtog et allerede lovlig besat Embede) i Kirken. Munch derimod (III. 260) forklarer Udtrykket bogstaveligt: at den af Kongen Valgte „netop paa den Tid han blev valgt, havde taget en i Bigami skyldig Kone til Hustru“ og „da Pave Hadrian udtrykkelig har fordømt Tvegifte inden Geistligheden“. – Jeg kan for min Deel ikke andet end holde paa den første Fortolkning, skjønt jeg vistnok erkjender, at Grunde kunne anføres ogsaa til Forsvar for den sidste.
- ↑ Brevet findes blandt Abbed Vilhelm af Ebelholts Breve (Vilhelm synes selv at
