Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/293

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Sammenholder man denne Erkebiskop Eriks egen Beretning med den i Sverrers Saga, saa seer man let, at begge i Virkeligheden, saalangt fra at modsige hinanden, tvertimod bestyrke og fuldstændiggjøre hinanden, – kun at man lægger Mærke til, at hver af de stridende Parter, hvad der er ganske naturligt og almindeligt, fremstiller sin egen Sag fra den lyseste Side og tier med de Punkter, hvorimod mest kan indvendes. Erkebiskoppens Fremstilling er utvivlsomt den fuldstændigste, og mod de deri anførte Kjendsgjerningers Sandhed kan ikke med Grund noget indvendes. Man faar her et klart Begreb om de væsentligste Stridspunkter mellem Kongen og Erkebiskoppen, og man seer, at disse ikke vare Ubetydeligheder eller af blot personlig Natur – hvilket man let kunde fristes til at tro ved alene at bolde sig til Sverrers-Sagas Fremstilling –, men dreiede sig om Grundsætninger for Kongedømmets og Kirkens indbyrdes Forhold, hvilke for begge Parter vare af den allerhøieste Vigtighed, – Grundsætninger, som Kardinal Nikolaus (Pave Adrianus IV), og efter ham Erkebiskop Eystein, havde forfegtet og paa en Maade faaet gjorte gjældende i Norges Statsret, men som nu Kong Sverrer, ifølge sine Begreber om Kongedømmets Natur, vilde tilbagestøde og sætte ud af Kraft.

Hovedtvistepunkterne seer man saaledes have været: 1) Kongens Ret til at erholde Kroningen; en Ret, der efter Kongens Paastand tilkom ham som den af Folket anerkjendte lovlige og virkelige Konge, altsaa paa Grund af selve Kongedømmets Væsen, medens Erkebiskoppen paastod, at den blot kunde erhverves gjennem en Indrømmelse eller et Samtykke af Paven, som Kirkens Hoved, altsaa af Kirkens Naade. – 2) Biskoppernes Valg; hvori Kongen efter den ældre norske Sedvane fordrede den første og afgjørende Stemme, medens Erkebiskoppen, støttende sig til den canoniske Ret og nyere Privilegier for den norske Kirke, vilde have det gjort uafhængigt af Kongedømmet. – 3) Geistlighedens Stilling med Hensyn til Rettergangen; da Kongen vilde, at Geistlige, efter Landets gamle Christenret, skulde svare for de almindelige Domstole eller for den almindelige dømmende Myndighed, medens Erkebiskoppen, efter den canoniske Ret, fordrede dem unddragne den verdslige Dommermyndighed og henviste til den reen geistlige. – 4) Presters Beskikkelse til Landets Kirker eller Patronatsretten (jus patronatus) til disse; hvilken Erkebiskoppen ifølge den strenge canoniske Net fordrede at skulle tilhøre udelukkende vedkommende Biskop, medens Kongen ifølge gammel Sedvane paastod en Undtagelse heri til Gunst for sig

    have udfærdiget det paa Erkebiskoppens Vegne) Script. rer. Dan. VI. 19–21; jfr. Werlauffs Anecdoton XL–XLII og Suhm D. H. VIII. 271–276.