anmasset sig Kongenavn og Rige, ham kalde til sig og forlangte, at han skulde krone ham. Dette Forlangende vilde Erkebiskoppen, af Agtelse før Paven samt for sin egen Sjæls Saligheds Skyld, ikke opfylde, førend han ved sine Udsendige havde indhentet det apostoliske Sædes Samtykke. Herover forbittredes Kongen og hele hans Hær; de paastode nemlig, at denne Sag ikke var afhængig af nogen det apostoliske Sædes Gunst, da andre Konger nøde den Frihed at modtage Salvelsen hvor og naar og af hvem de selv vilde. – Videre, da den Biskopsstol (Stavangers), som Erkebiskoppen selv havde beklædt, men som ved hans Valg til Erkebiskop var bleven ledig, paa ny skulde besættes, faldt baade Geistlighedens og Folkets enstemmige Ønske og Samtykke paa en Person, der baade ved sit Levnet og sine Kundskaber dertil var skikket. Men dette Valg forkastede Kongen, fordi han ei selv deri havde taget Deel, og dertil først givet sin Stemme; og det uagtet slig sedvanmæssig Ret af hans Forgjængere i Norges Rige var edeligen opgiven, og denne Opgivelse stadfæstet ved deres beseglede Breve og ved Pave Adrian IV’s og den nuværende Paves Privilegier[1]. Da nu Kongen paastod, at Erkebiskoppen heri havde gaaet Kongedømmets Høihed for nær, saa valgte han, uden at raadføre sig med Erkebiskoppen og tvertimod dennes Indsigelser, en anden Person til at beklæde samme Biskopsstol, tvang Geistligheden og Folket til heri at samtykke, og bød nu Erkebiskoppen at indvie denne sidst valgte. Men da et saadant senere Valg af Pave Adrian, ifølge apostolisk Myndighed, var forbudet i den norske Kirke, saa vovede ikke
- ↑ „instrumentis – – – fel. mem. Adriani P. et vestræ sanctitatis privilegiis roboratis“. Munch tror, at ved disse Ord nødvendig maa sigtes til Clemens til og en Bulle af ham fra 1189, hvilken dog ikke nu kan paavises (III. 257. Not., 260. Not. 2.). Men skulde det ikke være muligt, at Cølestinus III, der valgtes den 30te Marts 1191, kunde, maaskee paa Grund af tidligere indkommet Forlangende fra Erkebiskop Erik, have udstedt en saadan Privilegie-Bulle strax i Begyndelsen af sit Pavedømme? og denne være kommen Erik til Hænde, endog maaskee før han forlod Norge? At Cølestinus i 1194 udstedte en omfattende Bulle angaaende Nidaros’s Kirkes Privilegier – om hvilken Bulle vi siden skulle tale – kan dog neppe være til Hinder for at antage, at han allerede tidligere kunde have givet en lignende mindre omfattende; og denne kan ligesaalet tænkes forkommen som den af Munch antagne Clemens IIIs.
velse til Paven ifølge heraf skulde falde i 1190, og Paven vare Clemens III, som døde den 27de Marts 1191 og ikke, som ellers har været antaget, Skrivelsen være af 1192 og den tilskrevne Pave, Cølestinus III. Eriks Brev er nemlig, som vi have det i Script. rer. Dan. VI., udateret, og Pavens Navn kun betegnet med Begyndelsesbogstaven C. (Munch III. 267. Not.). Men mon ikke „anno præterito“ her kan og bør oversættes: „forleden Aar“ eller „forgangen Aar“? da behøver man ikke at fravige Sverrers Sagas Tidsberegning, der tydelig sætter Eriks Flugt til 1191, hvilket ogsaa før har været det almindelig antagne.
