Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/284

26.

Erik Ivarssøn tredie Erkebiskop. Begyndelsen af hans Strid med Kong Sverrer. Erkebiskoppen flygter til Danmark.

Sverrers og hans Birkebeners Optræden imod Magnus Erlingssøn havde, som ovenfor viist, fremkaldt i Norge en Spending mellem Kongedømme og Kirke. En Kamp mod Hierarchiet var ingenlunde fra først af Øiemedet for Sverrers Reisning. Han vilde blot tilkjæmpe sig det Kongedømme, hvortil han ifølge sin Fødsel, efter Landets gamle Kongearvefølge, var berettiget. Magnus’s Kongedømme var imidlertid paa en Maade Kirkens Verk og maatte forsvares af Kirken, hvis egen Magt og Høihed dertil knyttede sig. Saaledes kom Sverrer, vist nok ganske mod sin oprindelige Plan og Villie, til at blive anseet for Kirkens Fiende. Men alt eftersom Lykken meer og meer begunstigede hans dristige Foretagende, alt eftersom det blev ham klarere, at Kirken havde benyttet Magnus’s Stilling til at paalægge det norske Kongedømme et ufordrageligt Aag, havde ogsaa den Tanke udviklet sig hos ham, at dette Aag maatte brydes, og at det Kongedømme, han med saa meget Besvær havde tilkjæmpet sig, maatte forsvares mod Hierarchiets Anmasselser. Vi have tidligere omhandlet den Anskuelse af Kongedømmets umiddelbare guddommelige Ret, hvilken Sverrer havde tilegnet sig i Modsætning til den Paastand som Hierarchiets Forfegtere stræbte at gjøre gjældende, nemlig at Kongedømmets guddommelige Ret var middelbar, given gjennem Kirkens Forlening. Hiin Anskuelse kom vist nok kun efterhaanden til fuldkommen Modenhed hos ham, og udtaltes rimeligviis ikke endnu i sin fulde Skarphed, medens Kampen med Magnus Erlingssøn stod paa, og maaskee ikke heller strax efterat den mægtige Modstander var fældet, medens endnu den høit anseede Erkebiskop Eystein levede og ved sit eget kloge Maadehold ligesom tvang Sverrer til at udvise et lignende. Derfor kunde det lade sig gjøre, at de vigtigste Tvistepunkter, som stode Kongedømmet og Kirken imellem, kunde, som det synes, ved en stiltiende Overeenskomst mellem Sverrer og Eystein, lægges til Hvile, fordi Tiden ikke forekom nogen af Parterne skikket for deres Udkjæmpelse.. Sverrer havde desuden fremdeles verdslige Modstandere at bekjæmpe i Kuflungernes Parti (1185–1188), hvilket om end ikke saa farligt som Magnus Erlingssøns, dog voldte ham Uro. Men Erkebiskop Eysteins Død og siden Kuflungernes Tilintetgjørelse i samme Aar forandrede denne Sagernes Stilling. Nu troede Sverrer at kunne meer uforbeholdent lade sine Grundsætninger med Hensyn til de kirkelige Forholde træde i Lyset. Eysteins Efterfølger vilde han ei vise den samme Føielighed, som han havde vist Eystein, – derpaa var han udentvivl allerede forlængst bestemt.