Leveaar Intet, som bestemt modsiger, at hans tidligere Dom om Sverrer og dennes Kongedømme jo i mange Maader kan være bleven formildet.
Et Tilbageblik paa Eysteins Embedsliv i det Hele kunde af den overfladiske Betragter let fremkalde den Dom: at hans Metropolitanstyrelses Slutning ei holdt, hvad dens Begyndelse i Hierarchiets Sag lovede, og at hans senere Aar røbe Lunkenhed eller Svaghed. En saadan Dom vilde dog udentvivl være høist overilet. Man maa her vel mærke sig, at det Kjæmpeskridt, som Hierarchiet i 1164 gjorde, ikke var Frugten af en længe næret Plan og ikke forberedt gjennem Aarrækker ved didhen sigtende lempelig Tilnærmelse. Det var pludseligt, uforudseet, fremkaldt ved et Sammenstød af gunstige Omstændigheder, hvilke det neppe stod i nogen menneskelig Aands Magt forud at beregne. Eystein greb de givne Forhold med Dristighed og tilvendte Hierarchiet en Seier, hvorom Ingen fem Aar i Forveien kunde have drømt. Men i al sin Dristighed var ganske vist Eystein klog nok til at indsee, at denne Seier, netop fordi den var uforberedt, fordi den kom Geistligheden ligesaavel som Lægfolket aldeles uventet, maatte befæstes med stor Varsomhed og derfor nyttes med meget Maadehold. Et ligesaa pludseligt Omslag kunde ellers lettelig indtræde, naar Folk og Styrelse fik roligen besindet sig. Og Forsigtighed var saa meget mere nødvendig, som neppe alle Biskopper i Norge, meget mindre det lavere Presteskab, endnu ret vare gjennemtrængte af Hierarchiets Aand, saaledes at de fattede Vigtigheden af Eysteins Skridt og Nødvendigheden af at slutte sig om ham i en sterk Fylking til dets Forsvar. Under slige Forholde, og især efter det indtraadte Kongeskifte, vilde det have været en Daarlighed af Eystein, ved hensynsløs Benyttelse af de vundne Fordele at udæske den verdslige Statsmagt. I sig selv langt klogere og mere stemmende med den fine romerske Statskunst var det, at lade Folk og Kongedømme for det Første føle Virkningen af den sluttede Overeenskomst saa lidet som muligt, ja endog holde dens Indhold i det Enkelte i en vis Dunkelhed, – for siden efterhaanden, altsom god Leilighed gaves, at bringe dens Bestemmelser i virkelig Udøvelse. Betragtes Sagen fra dette Standpunkt, maa man i Eysteins senere Maadehold see velberegnet Klogskab, ikke Lunkenhed for Hierarchiets Sag eller Vakklen i Grundsætninger og Svaghed i Karakteren.
Eysteins Virksomhed baade som Statsmand og Biskop henfører ham utvivlsomt blandt de mærkeligste og mest begavede Personligheder, som Norges Historie har at opvise. Hans virkelige Fortjenester af den norske Kirke, og vel endnu meer hans Stræben for Hierarchiet paaskjønnedes senere af den norske Kirke derved, at den i Aaret 1229 erklærede ham for en Helgen[1].
- ↑ Isl. Ann. 104.
