Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/282

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

efter 1176, er især mærkelig ved den omfattende Læsning, den røber, af latinske Verker, ikke alene af Middelalderen, men og af den klassiske Oldtid. Hvis man ei vil antage, at hans Citater ere Uddrag af disse Verker, gjorte under tidligere Ophold i Udlandet, hvilket ikke er synderlig rimeligt, saa maa man fatte et godt Begreb om den Bogsamling, som allerede i Eysteins Tid har været i Nidaros, udentvivl ved Kathedralkirken.

Den sidste biskoppelige Handling af Eystein, der i Sagaen omtales, synes ikke antyde noget særdeles bittert Sindelag mod Sverrer og hans Slegt. Den angik Sverrers Søster Cecilia. Denne var, som forhen fortalt, af Erling Skakke, imod sin Villie, bleven giftet ud af Norge med den svenske Lagmand Folkvid. Da Sverrer var kommen til Magten, forlod Cecilia sin Husbonde og reiste tilbage til Norge, hvor det nu var Sverrers Hensigt at gifte hende med den anseede og mægtige thrøndiske Høvding, Baard Guttormssøn af Rein. I Førstningen satte Erkebiskop Eystein sig imod Giftermaalet, som stridende mod Kirkens Lov, da Folkvid, Cecilias første Mand, endnu var i Live; Eystein paastod, at hun skulde vende tilbage til ham. Men da Cecilia med Vidner godtgjorde, at Egteskabet med Folkvid havde været tvunget, og følgelig netop efter Kirkens Lov, som fordrede Brudens Samtykke, var ugyldigt, – saa gav Eystein efter og tillod hendes Egteskab med Baard 1184 el. 1185[1].

Om Høsten 1187 blev Erkebiskop Eystein syg i Nidaros, og holdtes ved Sengen udover Julen. Da han mærkede Dødens Nærmelse, kaldte han til sig Kong Sverrer, som just var tilstede i Throndhjem. Han og Kongen havde nu en lang Samtale, som det lader, uden Vidner. Da de skiltes, skal Erkebiskoppen – saa paastod idet mindste Sverrer – have bedet denne om Tilgivelse for hvad han muligen, under Kampen mellem ham og Magnus, kunde have forseet sig mod ham; og Mødet endtes med et fuldkomment Forlig og en gjensidig Tilgivelse. Eystein døde den 26de Januar 1188, efterat han i henved 27 Aar havde øvet Metropolitanmyndigheden over den norske Kirke. Han blev begraven i Christkirkens Sakristi (skrúðhús). I en Tale, som Sverrer strax efter holdt i samme Kirkes Chor, berettede han, hvad der var foregaaet mellem ham og Erkebiskoppen under deres sidste Sammenkomst, og lagde naturligviis megen Vegt paa den Tilstaaelse, Erkebiskoppen ved denne Leilighed skulde have gjort: „at han i sin Modstand mod Sverrer var gaaet videre, end som han vidste var ret for Gud; men Aarsagen dertil havde været, at han ei syntes, han kunde unddrage Magnus sin Bistand“[2]. Rigtigheden af dette Udsagn beror vist nok paa Sverrers Sanddruhed alene, og denne kunde her være noget tvivlsom; – alligevel er der, saavidt os bekjendt, i Eysteins Fremfærd i hans seneste

  1. Sv. S. c. 100; Peter Claussen (Udg. 1757) S. 557.
  2. Sv. S. c. 107.