Sverrers første Skridt med Hensyn til Kirkens Anliggender efter Erkebiskop Eysteins Død, da det nemlig gjaldt om at bestemme dennes Eftermand, bærer Præget af Maadehold. Nidaros’s Erkestol burde nu vel ifølge de canoniske Regler besættes ved frit Valg af de ved Metropolitankirken ansatte Chorsbrødre. Dette skede imidlertid ikke, og deres Kapitel synes ikke engang at have fremsat nogen bestemt Paastand i denne Henseende, – et Beviis paa hvor lidet anerkjendt endnu Kapitlernes Valgret i Virkeligheden var, og hvor lidet de endnu selv følte sin Stillings Vigtighed. Paa den anden Side synes heller ikke Kong Sverrer at have trøstet sig til ganske paa egen Haand og af egen Magtfuldkommenhed at beskikke en ny Erkebiskop. Han valgte imidlertid en Fremgangsmaade, som baade i sig selv var fornuftig og rimeligviis tildeels har stemmet med den gamle Sedvane ved Biskoppers Ansættelse i Norge. Han lod Landets Biskopper og andre Høvdinger samle sig til et Møde i Bergen om Sommeren 1188, altsaa samme Aar som Eystein var død i Januar, og paa dette Møde, ved hvilket han selv var nærværende, lod han Valget af en ny Erkebiskop komme under Overlægning.
Den som nærmest kom paa Tale var Erik Ivarssøn, Biskop af Stavanger. Denne havde Erkebiskop Eystein anbefalet til sin Eftermand, især vel fordi han i ham sporede Emnet til en djærv Hierarchiets Forsvarer. Kongen derimod var ikke for Eriks Valg. Grunden hertil kunde netop være den samme, som rimeligviis gav ham Eysteins Anbefaling, nemlig hans hierarchiske Sindelag; desuden havde Erik, hvilket vi allerede tidligere have berørt, som Biskop i Stavanger vist sig at være en ivrig Tilhænger af Kong Magnus Erlingssøn[1]. Imidlertid findes ikke Sverrer at have paaberaabt sig nogen af disse Omstændigheder mod Eriks Valg; derimod anførte han Eriks Rundhaandethed eller Ødselhed, der gjorde ham, efter Kongens Mening, uskikket til at bestyre Kirkens Gods. Men hertil indvendtes af Mange, at man just trængte til en Erkebiskop, som vidste at bruge Erkestolens Gods, hvilket desuden var saa meget, at det neppe vilde komme til at skorte, – et mærkeligt Vidnesbyrd om Erkesædets glimrende Opsving under Eysteins Styrelse. Sverrer gav efter; Erik blev valgt til Erkebiskop og forlod endnu samme Sommer Landet for at søge sin Stadfæstelse i Rom[2]. Han modtog den tilligemed Pallium af den daværende Pave Clemens III (1187–1191). Han vendte først tilbage til Norge den følgende Sommer 1189 og begav sig til Nidaros til sin Stol, hvor han – som der siges – blev vel modtagen af Chorsbrødrene[3].
Erkebiskop Erik viser sig strax at have udviklet en ikke ringe geist-
