Folket at udtale Forbandelser over Sverrer og hans Mænd i Livet og i Døden, medens de sikkert lovede Magnus’s Tilhængere, som faldt for dennes Sag, at deres Sjæle skulde være i Paradis, før deres Blod var blevet koldt paa Jorden[1].
Saa stærk en Fiendemagt havde Sverrer at stride mod i sin Kamp med Magnus Erlingssøn om Kongedømmet. Og han førte Kampen ligesaavel med aandelige som legemlige Vaaben. Mod Erlings Kløgt og Krigerdygtighed satte han sin egen Overlegenhed i begge Henseender, og mod Magnus’s Vensælhed hos Folket i det sydlige og vestlige Norge satte han Thrøndernes Hengivenhed og sine Birkebeners Troskab. Mod Lendermændenes Had stillede han sine egne Krigshøvdingers Ærgjerrighed, som han smigrede og opeggede ved at love dem deres fældede Modstanderes Hædersnavne og Rigdomme[2]. Almuens Uvillie og Fordomme søgte han at bekjæmpe ved skaansom Overbærenhed, ved de fredelige Næringsveies Beskyttelse, ved belærende Taler og ved bitter Spot. Sine Fiender i Kirken mødte han helst med kirkelige, eller i alle Fald aandelige Vaaben, med Kirkens egen Lære og Landslovens Bestemmelser, – og heri kom utvivlsomt hans geistlige Opdragelse, der ikke synes at have været overfladisk, ham høieligen til Gode.
Sverrer med sit Skarpsyn gjennemskuede udentvivl meget snart det hierarchiske System, som Erkebiskop Eystein ved Overeenskomsten med Erling Skakke havde søgt gjennemført i Norges Statsret, og paa hvilket, som paa en Grundsteen, Retmæssigheden af Magnus Erlingssøns Kongedømme hvilede. Han indsaa de vigtige, for Kongedømmet fordærvelige Slutningsfølger, som deraf kunde uddrages; men han opfattede ogsaa dets indre Brøst og svage Sider. Han saa, at det støttede sig paa Grundsætninger, der havde et vist Medhold i den romerske Kirkes allerede udtalte Paastande, men som dog overalt i Europa bekjæmpedes med vigtige Grunde, hentede fra Kirkens ældre Forhold og tidligere Lære; og han saa derhos, at det var ganske stridende mod Aanden i Norges gamle Samfundsorden i dennes hele indre Sammenhæng. Denne Samfundsorden, med sit af Lendermændenes patriarkalske Myndighed ledede Folke- eller Bondevælde og sit af begge temmelig indskrænkede Kongedømme, fandt Sverrer udentvivl i mange Dele forældet, rystet ved de forudgaaende indre Uroligheder, og uovereensstemmende med de statsretlige Anskuelser, som nu havde gjort sig gjældende fast over hele det vestlige Europa. Her var først – og det tidlig – det oprindelige germaniske Folkevælde blevet kvalt af et gjennem Lensvæsenet udviklet Adelsvælde; og for at holde dette Stangen havde igjen Kongemagten meer og meer støttet sig til en guddom-
