melig Ret, til den Christendommens Lære, at al Øvrighed er af Gud, hvilken anvendt paa den høieste verdslige Øvrighed, Kongedømmet, opstillede dette som en Gave af Gud, og Ihændehaveren som Konge af Guds Naade. Pavedømmet vilde fortolke dette som eenstydende med: Konge af Kirkens eller Pavens Naade og vilde see dette betegnet i Kongens Salving og Kroning, ved hvilken kirkelige Handling, udført af Kirkens Forstandere, den guddommelige Bemyndigelse først meddeeltes Kongen gjennem Kirken af dennes frie Villie. Men herimod gjorde Kongerne den kraftigste Indsigelse, idet de paastode at have sin Kongemyndighed umiddelbart af Gud og ikke igjennem Kirken og dens Forstandere paa Guds Vegne; hvad enten saa Kongen var Konge ifølge lovligt Valg eller Arveret, var altsaa den guddommelige Bemyndigelse strax tilstede, og Salvingen og Kroningen kom kun til som en symbolsk Handling, hvorved Kirken fremstillede og tydeliggjorde hiin allerede givne guddommelige Bemyndigelse for Almeenhedens Øine, og som Kirken følgelig i Grunden ikke kunde negte at udføre, naar Kongen paa lovlig Maade havde erhvervet sit Kongedømme. I Norge havde man før Magnus Erlingssøns Kroning intet Begreb om en guddommelig Oprindelse af Kongedømmet. Man saa dettes Oprindelse ikkun i en gammel allerede under Hedendommen afsluttet Overeenskomst mellem Folket paa den ene Side og Harald Haarfagers Æt paa den anden. I Magnus fik man først en Konge af Guds Naade, men i den Betydning som Pavedømmet og Hierarchiets Tilhængere vilde have Udtrykket fortolket: af Kirkens eller St. Olafs Naade. Sverrer forkastede aldeles et saadant Kongedømme. Dog vilde han paa den anden Side ikke vende tilbage til Nordmændenes gamle Anskuelse af Kongedømmet som oprundet af en blot og bar retslig Overeenskomst. Kongedømmets guddommelige Ret vilde han ikke slippe; men han opstillede imod den hierarchiske Anskuelse heraf, som Erkebiskop Eystein havde gjort gjældende, den ovenomtalte kongelige Anskuelse – om jeg saa maa kalde den –, som allerede var paa god Vei til at skaffe sig almindelig Indgang i de europæiske Rigers Statsret.
Vi kunne danne os et klart Begreb om den Anskuelse, Sverrer i ovennævnte Henseende opstillede, af tre Kilder: af de flere Taler, som i Sverrers Saga forekomme, hvilke upaatvivlelig paa det nærmeste ere ordret optegnede som de fløde af Sverrers Mund; – af et Stridsskrift om Kirkens Forhold til Staten, som er forfattet i Sverrers Regjeringstid, fuldkommen i hans Aand, og ganske vist efter hans umiddelbare Tilsagn; – og endelig især af Kongespeilet, dette mærkelige Skrift, der skjønt det ikke, som Enkelte have troet, kan være forfattet af Sverrer selv, dog øiensynligen er fra hans Tid,
