egen nedarvede Ret til, som Kongens naturlige Raadgivere, at gribe ind i Landstyrelsen og lede denne til egen Hæder og Fordeel; medens de derimod i Sverrer saa en Konge, der støttende sig til en af deres Stemme uafhængig Arveret, til Vaabnenes Magt og sit eget Krigerheld, vilde lægge strenge Baand paa deres Selvraadighed, og rimeligviis hæve sine egne Tilhængere, næsten udelukkende Folk af en lavere Stand, men udmærkede ved Mod og Dygtighed, over deres Hoveder. – Videre havde Sverrer største Delen af Almuen mod sig. Den var, som for sagt, indtagen for Magnus’s elskverdige Personlighed, kunde vanskeligen ved haandgribelige Beviser overtydes om Sandheden af Sverrers Kongebyrd, og nærede Fordomme mod ham, hvilke omhyggeligen vare den indblæste af dens verdslige og aandelige Ledere. Den saa i Sverrer en Forstyrrer af den fremblomstrende indre Fred og deraf følgende Velstand, og den saa i hans Tilhængere Ransmænd, der kun stundede efter „at feie Bondens Gjemmer med sine skidne Hænder“[1]. Dog gjorde Thrønderne herfra en Undtagelse, idet de bestandig yttrede Forkjærlighed for Sverrer, strax erkjendte hans Ret og understøttede ham, saavidt hans Modstanderes Overmagt og Erkebiskop Eysteins Indflydelse tillod dem. – Endelig, hvad der var det farligste af Alt, Sverrer havde i den norske Kirkes indflydelsesrigeste Forstandere dødelige Fiender. Han havde vovet at søge Kongedømmet i Følge en Arvelov, som Kirken troede sig at have afskaffet; han havde vovet at sætte sig op imod den af Kirken kaarede og indviede Konge, og erklære dennes Kongedømme for en ulovlig Anmasselse; han havde ved dette Skridt noksom viist, at han agtede den hele Overeenskomst mellem Kong Magnus og Erkebiskoppen for ugyldig, at han, med Tilsidesættelse af St. Olafs Lenshøihed over Norge, vilde forfegte Kongedømmets Uafhængighed af Erkesædet; og med det samme vakte han grundet Formodning om, at han ogsaa vilde underkjende alle de øvrige Særrettigheder, som ved hiin Overeenskomst vare Kirken hjemlede. I alt dette maatte Kirkens Forstandere, i det mindste enkelte af dem, og deriblandt den mest formaaende, Erkebiskoppen, finde Grund mere end nok til at stille sig mod Sverrer med al sin Magt og Indflydelse, til at forfølge ham med det bittreste Had. De forsømte derfor ikke baade i og udenfor Norge at udraabe Sverrer for en frafalden Prest, der havde forsyndet sig mod Guds Kirke ved at udtræde af den geistlige Stand, – for en Bedrager, der tilløi sig Kongebyrd, – for en ugudelig Troldmand, der skyldte Djævelen og sine Troldkunster alt sit Held og saadant mere[2]. De udtalte selv og lærte
