finde. Den svage Levning af Birkebenerne opsøgte ham, tvang ham paa en Maade til at sætte sig i deres Spidse, og gav ham, saasnart de vare komne paa norsk Grund, Kongenavn d. 13de Marts 1177.
Hermed var da Sverrer skudt frem – som han selv paastod, og som i sig selv er rimeligt – mod sin Villie paa den farlige Bane, der førte ham til Hæder og Høihed, men ogsaa til et stormfuldt Liv, fra Begyndelsen til Enden uden Ro og uden Hvile.
Vi kunne her ikke i det Enkelte forfølge Sverrers Kamp med Magnus Erlingssøn om Norges Kongedømme. Vi maa blot udhæve: at han ved sin Klogskab og Fasthed dannede Birkebenerne fra en fortvivlet Flok af Fredløse til en Hær af sande Helte, – at han endnu samme Aar, som han under de uheldigste Udsigter var traadt i deres Spidse, saa sig istand til at føre dem til Throndhjem, hvor han paa Ørething blev tagen til Konge, – at han efter tvende Aars Kampe under vexlende Krigslykke fældede Erling Skakke i et Slag ved Nidaros 1179, – og at han endelig ogsaa fældede Kong Magnus Erlingssøn 1184 i et blodigt Søslag ved Fimreite i Sogn.
Sverrer havde under hele denne Kamp med Magnus de største Vanskeligheder at overvinde, – Vanskeligheder som ikkun hans Uforsagthed, Udholdenhed, rigt begavede Aand og den Tillid til Guds Bistand, som i det mindste af hans egne Yttringer fremlyser, kunde sætte ham i Stand til at møde. Man har vist nok i disse hans ofte gjentagne Yttringer af Tillid til Guds Bistand for hans retfærdige Sag villet see mere List, ja vel Hykkleri, end Oprigtighed; – men det er svært for menneskeligt Øie at læse hvad der staar i Ens Hjerte; og naar Sverrer paaberaabte sig det guddommelige Forsyns Hjælp, der havde frelst ham af saa mangen truende Fare, som et øiensynligt Bevis for sin Ret, saa kan man i alle Fald ikke negte, at hiin Hjælp i Sandhed var virksom tilstede, og at Sverrer i det mindste var et udkaaret Redskab i Forsynets Haand til at møde Hierarchiets Overgreb i Norge og styrte det fra den farlige Høide, til hvilken det havde opsvunget sig, og paa hvilken det var i Færd med at fæste Fod, vist nok ligesaameget til den sande Christ-Kirkes som til Statens Fordærvelse.
De Vanskeligheder Sverrer havde at bekjæmpe lade sig let fatte. Først havde han i Erling Skakke en Modstander ligesaa prøvet i Statskløgt som i Hærførerdygtighed, og i Kong Magnus en Fiende, der vel ikke i hine Egenskaber kunde maale sig med sin Fader, men som igjen havde sin Fordeel deri, at Fleertallet af Folket elskede ham og var ham oprigtig hengivet. – Dernæst havde Sverrer fast uden Undtagelse Norges indflydelsesrige Lendermænd imod sig. Disse havde nemlig knyttet sin Sag til Kong Magnus’s og saa i hans, den ved dem fremhjulpne Lendermandssøns, Kongedømme en Sikkerhed for Opretholdelsen af sin
